Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, blev først domkirke i 1924, efter at Sjællands Stift blev delt i 1922. Omkring 1200 blev kirken kollegiatkirke, dvs. en slags filialkirke til Roskilde Domkirke; efter Reformationen var den blevet universitetets kirke og blev i mange henseender anset for landets hovedkirke.
Den første, romanske, kirke på stedet opførtes kort efter Havns befæstning i 1100-tallet. Dens gotiske efterfølger grundlagdes 1316 som en basilikabygning i røde tegl, der først senere fik et vesttårn. Kirken brændte ved bybranden i 1728; ved genopbygningen bibeholdtes det gotiske præg, men nu som hallekirke. 1742-44 opsattes et meget højt, barokt spir, der gav tårnet en samlet højde på ca. 110 m. Kirken ødelagdes ved Københavns bombardement 1807; det fortælles, at klokkespillet med 35 klokker lød under branden, sat i gang af varmen.
1811-29 genopbyggedes kirken af C.F. Hansen, der med brug af det gamle murværk, nu pudset, omformede den i klassicistisk stil. Det ydre blev en regulær blok med en dominerende dorisk tempelgavl foran indgangen (med skulpturer af Bertel Thorvaldsen) og et spirløst tårn.
Det indre fik et kassetteret tøndehvælv, båret af doriske kolossalsøjler, og en halvcirkulær apsis; det smykkes af Thorvaldsens Kristus i koret og de tolv apostle på langsiderne, opstillet 1839.
Stærke protester mod brygger Carl Jacobsens tilbud om at skænke et spir til tårnet gav anledning til en positiv nyvurdering af C.F. Hansens arkitektur. Kirken blev gennemgribende restaureret 1970-79 af Vilhelm Wohlert. Københavns Domkirke er optaget i Kulturkanon.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.