Faktaboks

Jersie Kirke
Sogn
Jersie Sogn
Provsti
Greve-Solrød Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Solrød Kommune

Jersie kirke. Foto: 2004.

.

Jersie kirke. Foto: 2004.

.

Jersie kirke.

.

Jersie Kirke er en sognekirke som ligger lidt nordvestligt i Jersie, midt i byens gamle del.

Kirkegård

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet mod syd. Rundt om kirkegården er der murstensmure, som på dele af øst- og sydsiden er fra middelalderen. Kirkegårdens hovedindgang er en portal mod øst, som også er fra middelalderen, og mod nord findes en mindre fodgængerlåge. Mod syd findes, ved kirkegårdsudvidelsen, findes en moderne låge. På kirkegården lå der tidligere en kirkelade, som nok er nedrevet kort efter 1688, hvor den blev omtalt som forfalden. Ved indgangen i øst står der et lille, muret kapel med trappeformede kamtaksgavle og et stort, karakteristisk cirkelvindue.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk skib, opført i kridtsten, og en forlængelse af skibet mod øst fra gotisk tid. Tårnet og våbenhuset er sengotiske tilføjelser.

I skibet, som er kirkens ældste del, er der kun bevaret få detaljer fra kirkens opførelsestid. I både skibet nord- og sydmur er der bl.a. bevaret tilmurede rester af oprindelige vinduer. Oprindeligt havde kirken som alle andre middelalderkirker to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren bevaret i omdannet tilstand, mens norddøren er helt forsvundet.

Den første større ombygning i kirken skete omkring år 1400, hvor skibet fik hvælvede lofter. Kort efter blev det oprindelige romanske kor revet ned, og erstattet af den nuværende forlængelse af skibet mod øst. Bortset fra taggavlen og gesimsen, som er af munkesten, er bygningsdelen bygget af kridtkvadre. Forlængelsens taggavl er udsmykket med 11 trappeformede kamtakker og tre høje blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Tårnet vest for skibet er bygget omkring år 1500, og er bygget helt af munkesten på et murfundament af kampesten. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en spids bue, og gennem et trappehus på tårnets sydside er der adgang til de øvre etager. Øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest, som hver er udsmykket med ni trappeformede kamtakker og et tilsvarende antal høje blændinger.

Våbenhuset er kirkens yngste tilbygning, og er ligesom tårnet bygget af munkesten i slutningen af middelalderen. Ligesom tårnet har våbenhusets gavl ni kamtakker, men hertil kommer en karakteristisk, korsformet blænding.

Indvendigt er kirken præget af sine hvidkalkede vægge og sine spidse, hvælvede lofter, som er fra omkring år 1400.

Inventar og gravminder

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont, som er opbygget af en fod og en kumme af forskellige typer granit. Kummen er enkelt udsmykket med en tovstav, dvs. et udhugget tov, langs kummens rand. I døbefonten findes et dåbsfad fra 1550-1575, mens det tilhørende lågs præcise alder er ukendt, men minder om det i Kagstrup Kirke, som er fra 1658.

Prædikestolen er fra 1593, og er opbygget af fire fag, som er udsmykket med relieffer af evangelisttegnene, dvs. en engel, en løve, en bevinget okse og en ørn. Fagene opdeles af udskårne halvsøjler, såkaldte pilastre, som er i jonisk stil.

Alterstagerne er også gamle, og stammer fra sengotisk tid. De hviler på hver tre fødder.

Altertavlen fra 1840 er et maleri der forestiller hyrdernes tilbedelse. Det er indsat i en samtidig ramme i en klassicistisk inspireret stil, med en trekantet gavl der bæres af udskårne søjler.

Stoleværket, dvs. kirkens bænke, er fra 1855, og er i nygotisk stil, udsmykket med spidsbuede gavle.

Pengeblokken i kirken er nok samtidig med stoleværket, og er tilsvarende i nygotisk stil.

Af gravminder i kirken kan nævnes en gravsten fra omkring 1650, der i hjørnerne er udsmykket med evangelisttegnene.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig