Faktaboks

Holstebro Kirke

Sankt Jørgens Kirke

Sogn
Holstebro Sogn
Provsti
Holstebro Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Holstebro Kommune
Holstebro Kirke

Holstebro kirke er opført i nyromansk stil med et tårn med et højt pyramidespir ved skibets sydlige ende.

Holstebro Kirke
Af .
Holstebro Kirke

Holstebro kirke er en købstadskirke opført i 1906-1907, som ligger centralt i Holstebros gamle del.

Holstebro Kirke
Af .

Holstebro Kirke er en købstadskirke opført i 1906-1907, som ligger centralt i Holstebros gamle del, på Kirkepladsen med Rådhuskomplekset fra 1986 umiddelbart vest herfor. Nærmeste hovedstrøg er Nørregade, der forløber øst om pladsen.

Kirkegården

En ældre kirkegård på stedet ophørte med at fungere i 1865.

Kirkebygningen

Kirken, der er opført efter tegning af arkitekt Vilhelm Ahlmann (1852-1928), afløste en senmiddelalderlig kirke fra 1440, der måtte vige pladsen for ønsket om et større byggeri.

Bygningen er opført i nyromansk stil over en korsformet grundplan med et tresidet afsluttet kor i nord og et tårn med højt pyramidespir ved skibets sydlige ende. Hovedindgangen er mod syd i tårnet. I hjørnerne mellem koret og korsarmene er der lavere udbygninger, hvoraf den nordøstre er udvidet i 1950, hvor der blev indrettet dåbsventeværelse og toiletter.

Materialet er røde mursten i krydsforbandt over et betonfundament og med en høj sokkel af kløvet granit, der er kyklopisk opmuret, dvs. bevidst tilfældigt. Murene er i det ydre inddelt af støttepiller, som svarer til hvælvfagene i det indre, og skibets langsider prydes af firkløverformede, pudsede felter, øverst suppleret af en profileret gesims. Fra den ældre kirke på stedet er der indsat forskelligt teglmateriale i form af ribbe- og mursten samt en korsprydet, romansk tympanon, dvs. en overligger over døren, af granit.

I det indre dækkes kirken af støbte hvælv af jernbeton, i koret i form af en halvkuppel og et tøndehvælv, mens skibet og korsarmene har grathvælv båret af kraftige, rundbuede gjordbuer.

Kalkmalerier

En kalkmalet dekoration omkring vinduer og langs hvælvribber- og buer er udført af dekorationsmaler H.F. Svendsen 1907 og består af borter og bølgeornamenter i bl.a. grønt og rødt.

Glasmalerier

Korets tre glasmalerier er udarbejdet af maleren Johannes Kragh i 1907-1908 i samarbejde med glasmosaikfabrikant August Duvier (1860-1928). I det midterste vindue er Kristus vist med åbne arme, mens der i de flankerende vinduer er gengivet glade menneskeskarer, der ledes på vej.

Kirkens inventar

Holstebro Kirke

Alterpartiet i Holstebro Kirke med glasmosaik i baggrunden.

Holstebro Kirke
Af .
Holstebro Kirke

Det grønne messehagel i Holstebro Kirkes.

Holstebro Kirke
Af .

Fra den gamle kirke blev der overført en række ældre genstande, herunder detaljerige figurer fra en fornem og sjælden nederlandsk altertavle fra 1520’erne, der nu er indsat i en rekonstrueret ramme tegnet af Vilhelm Ahlmann (1852-1928). Hovedrelieffet viser en fremstilling af Jomfru Marias død, mens fire andre scener viser bebudelsen, Jesu fødsel, omskærelsen og kongernes tilbedelse.

Prædikestolen er fra omkring 1630 og udført af en snedker med base i sydvestjylland, hvoraf kendes flere arbejder. Af nyere inventargenstande kan nævnes et Arne Haugen Sørensen-maleri fra 2002, "Abrahams prøvelse", samt et krucifiks af Niels Helledie fra 2003.

Gravminder

Holstebro Kirke, epitafium.

.

Af middelalderkirkens mange gravminder er hovedstykkerne – herunder to prægtige epitafier – overført til den nye kirke, mens kun tre ud af utallige gravsten er i behold.

Det ene epitafium, dvs. mindesmærke, er meget stort og rigt udskåret fra 1667, udført af billedhuggeren Christen Jacobsen i Romlund nord for Viborg, over Christen Christensen Linde (1626-1706) til Volstrup og hustruen Dorothea Nielsdatter Solgaard (1639-1685. Centralt ses et portrætmaleri, og mindetavlen hænger nu i den søndre korsarm.

Ved den ældre kirkes nedrivning blev kirkens syv gravkrypter endvidere tømt og fjernet.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig