Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hjardemål Klit Kirke

Oprindelig forfatter Gøssing Seneste forfatter Redaktionen

Hjardemål Klit Kirke.

Hjardemål Klit Kirke.

Hjardemål Klit Kirke, kirke i udkanten af Hjardemål Plantage, Thy, bygget 1895. Sandflugten i området var i midten af 1890'erne under kontrol, og befolkningstallet på stedet var voksende.

Arkitekt Vilh. Ahlmann har tegnet kirken, der er bygget af røde mursten i romansk stil med tresidet afsluttet kor og skib med lille klokkespir over vestenden, alt sammen tækket med skifer. Indvendig har rummene bjælkelofter. Altertavlen er en kopi af Carl Blochs Gethsemane. Døbefonten er af hugget granit.

Peder P. Hedegaard, grosserer i Nørresundby og født i Hjardemål Klit, skænkede i veneration for sit fødested flere gaver til kirkens udsmykning, bl.a. altertavlen (1906), og 1917 skænkede han 500 kr. til "et bedre orgel". Orglet blev bestilt hos den lokale orgelbygger Niels Chr. Christensen, Snedsted, der, til trods for at han var selvlært, byggede orglet så solidt, at det den dag i dag - efter en grundig istandsættelse i 1975 - er i fin stand.

Kirkegården rummer RAF-pilot Murray Anderson Butlers grav.

Annonce

Hjardemål Klit Kirkes historie

Se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Preben Gøssing: Hjardemål Klit Kirke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=213366