Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hasle Kirke - Aarhus

Oprindelig forfatter Gøssing Seneste forfatter Redaktionen

Hasle Kirke.

Hasle Kirke.

Hasle Kirke - Aarhus, kirke beliggende ca. 3 km nordvest for Aarhus C. Kirken hører under Aarhus Stift. Hasle Kirke ligger højt og lever op til navnet for stedet: "Høje Hasle". Kor og skib er fra midten af 1100-tallet og fik tilføjet et tårn i senmiddelalderen. Det nuværende våbenhus blev bygget 1871-72 i stedet for en ældre bindingsværksbygning. I 2005 blev våbenhuset gjort bredere, så indgangsportalens granitrelieffer kom fri af tilbygningen.

Kirken rummer fornemme stenhuggerværker. Indmuret i tårnets sydhjørne sidder en reliefprydet granitkvader, der muligvis er et levn fra den tilmurede norddør i skibet.

Hasle Kirke, granitkvader i tårnmur.

Hasle Kirke, granitkvader i tårnmur.

Relieffet viser en mand, der holder sin højre hånd bag en kvindes skørt, mens kvinden stikker sin højre arm gennem stenen, for at gribe fat i noget, der ligner en ring i munden på en person med æsellignende hoved. Manden og kvinden fører venstre arm op til øret i en lyttende position.

Efter udvidelsen af våbenhuset er sydportalens relieffer synlige i deres helhed. Her er en smuk tympanon med Kristus på korset, her er kæmpende løver, der bider drager og mennesker, og et liggende hoved med glorie nederst ved portalens venstre søjlebase.

Annonce

Hasle Kirke. Kirkerum.

Hasle Kirke. Kirkerum.

Kirkerummet har fladt træloft i både skib og kor. Her findes et keramisk krucifiks af Niels Helledie. Altertavlen fra omkring 1600 fik i 1981 indsat nyt nadvermaleri af John Sparre Christensen.

Den harmoniske korbue hviler på kragsten dekoreret med løver, der borer halespidsen gennem kroppen, ligesom den ene af de tre løver med menneskehoveder på døbefonten ved foden af korbue.

Hasle Kirkes violette messehagel er skabt af Inge-Lise Bau og Flemming Bau i 1982

Kirkens hjemmeside

Se kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Preben Gøssing: Hasle Kirke - Aarhus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=236674