Højelse Kirke er fra den romanske periode (ca. 1050-1275). Kirken set fra sydøst.
Højelse Kirke vidner med sine middelalderlige ombygninger om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Der er desuden bevaret fine kalkmalerier fra 1400-tallet, som viser middelalderens smag i dekoration og billedlige fortællinger.
Kirken ligger centralt i den lille by Højelse lidt nordvest for Køge.
Højelse Kirke en langhuskirke, idet den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. Kirken set fra nordøst.
Kirken kaldes en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. Den består af et romansk skib, som man i sengotisk tid gav et langt kor, et tårn i vest, et sakristi (præsteværelse) og en stor udbygning på skibets sydside.
I dag står kirken gulkalket, og den har rødt tegltag på tårnet og blytag på de resterende dele.
Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Her fik man mulighed for at bygge lettere konstruktioner, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.
I den gotiske periode omkring midten af 1400-tallet rev man i Højelse Kirke den romanske kirkes kor ned og byggede det nuværende i to fag. I gavlen har koret haft et stort, fladbuet vindue sat i et spidsbuet murfelt, som senere er blevet muret til.
Tårnets nederste dele er angiveligt fra 1300-tallet, men dets øverste dele er fra omkring år 1500. Det har til alle sider to par tvillinge-glamhuller til klokkernes lyd sat i fladbuede felter.
Sakristiet og sydkapellet er begge fra begyndelsen af 1500-tallet, og de har begge gotiske dekorationer. Sydkapellet har ved et senere indgreb fået en skillemur, så den vestlige del kom til at tjene som våbenhus, mens den østlige står i direkte forbindelse til kirkerummet.
Kirkens spidsbuede støbejernsvinduer er fra en istandsættelse i perioden 1878-1881, hvor man delvist ommurede kirkens gavlkamme og til dels blændingerne på sakristiet, sydkapellet og tårnet.
Kalkmaleri fra Højelse Kirke.
I kirken står det indre hvidkalket med udførlige, kalkmalede dekorationer.
Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Man erstattede det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.
Sparrer på ribber og musetrappe på bue fra ældste udsmykning.
Geometriske borter, dvs. kanter, på ribber og på og under bue fra ældste udsmykning.
I Højelse Kirkes tre østligste hvælv er der kalkmalerier fra to perioder. De to udsmykninger er begge fra gotikken, og de supplerer hinanden. På hvælvenes ribber og kanter er der således en udsmykning foretaget af Orøværkstedet i 1400-1425, som består af geometriske borter.
Hvælvenes flader eller kapper er dekoreret af Højelseværkstedet i 1425-1450 og har en figurativ karakter. I det første fags hvælv, i koret, ses mod øst nådestolen (Gudfader siddende med den korsfæstede foran sig og Helligåndsduen svævende over Kristi Hoved), mod syd Samson og løven, mod vest Kong David og Kong Salomon og mod nord Den hellige Antonius.
I det andet fag, skibets østligste, er mod øst afbildet dommedag, mod syd de fordømte, mod vest Sankt Jørgen, der nedlægger dragen (det godes kamp mod det onde) og mod nord Sankt Peter, der fører de salige til himmerige.
Det tredje fag, skibets midterste, har mod øst malerier af den skabende Gudfader, mod mod syd Adams Skabelse og Gudfader, der viser Adam kundskabens træ, mod vest Evas skabelse og syndefaldet og mod nord uddrivelsen af Paradis.
I Højelse Kirke er bænkene udskiftet angiveligt efter midten af 1800-tallet, og døbefonten i granit er en efterligning af kendte romanske fonte med tovstav om toppen, dvs. et profileret bånd med tovsnoninger. Der er dog i kirken en anden, ottekantet døbefont fra 1861, som er støbt i zink i renæssancestil.
Prædikestolen fra 1595 er udført i højrenæssancestil. Den har i fagene arkader med relieffer af Sankt Paul, evangelisten Johannes, Kristus med sejrsfane, Sankt Peter og Jakob den Ældre. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, som forestiller skiftevis en mand og en kvinde med nøgne overkroppe.
På prædikestolen sidder et timeglasstativ fra 1700-tallet, da præsten ikke måtte tale mere end en time. På denne måde var det meningen, at menigheden kunne se, at præsten ikke ’tog et glas for meget’, som det hed sig.
Altertavlen i klassisk stil er fra 1795. Storfeltet flankeres af korinthiske halvsøjler med kannelurer, dvs. lodrette riller, og med prydbælter, som bærer en rundet gavl. I midten sidder et maleri på lærred af Kristus og de små børn, som er signeret ’F. Storch 1863’.
Sydkapellet med gotiske dekorationer har fået en skillemur, så den vestlige del fungerer som våbenhus, mens den østlige står i direkte forbindelse til kirkerummet.
Kirken er gulkalket og har rødt tegltag på tårnet og blytag på de resterende dele.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.