Faktaboks

Gershøj Kirke
Sogn
Gershøj Sogn
Provsti
Lejre Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Lejre Kommune

Gershøj Kirke.

.

Gershøj kirke.

.

Gershøj Kirke.

.

Gershøj Kirke.

.

Gershøj Kirke er i udgangspunktet en romansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker bygget i samme periode, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – særligt i senmiddelalderen, hvor en del af kirkens tilbygninger kommer til, og den oprindelige kirke bliver ombygget.

Kirken ligger i Gershøj vest for Roskilde Fjord og ca. 10 km nordvest for Roskilde.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og skib fra romansk tid. Senere i middelalderen, i gotisk tid, blev et våbenhus føjet til på skibets sydside, skibet blev forlænget mod vest og et tårn blev bygget på. Derudover, har der været et kapel på skibets nordside og et sakristi nord for koret, som nu begge er nedrevet.

I dag står kirken med rødkalkede mure udvendigt med hvidkalkede detaljer, mens taget er belagt med røde tegl.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Gershøj Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten. Kirkens grundplan er den traditionelle, romanske med skib og kor mod øst. Kirken er født med flade trælofter, og får først senere hvælv. Den romanske kirke har været udsmykket med kalkmalerier i form af fire gloriekransede hoveder op en bort af hjerteformede plantemotiver, som stammer fra før kirken blev overhvælvet. Resterne efter disse ses derfor kun oppe på kirkens loft i dag.

Gotikkens tilbygninger

Fælles for senmiddelalderens om- og tilbygninger er, at de alle er udført i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten.

Våbenhuset foran kirkens syddør er udsmykket med tre spidsbuede høje blændinger, dvs. murede nicher, på gavlen, som er trappeformet med kamtakker – et typisk træk ved den gotiske arkitektur.

Tårnets rum er forbundet til skibet via en bred spidsbuet arkade. Øverst har tårnet parvise glamhuller mod øst, syd og vest, hvorfra klokkens klang kan undslippe. Gavlene er ligeledes trappeformede med kamtakker og blændingerne står i kontrast til de røde mure med deres hvidkalkning.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, som for skibets vedkommende stammer fra 1400-tallet, mens korets er fra omkring 1350. I gulvet omkring døbefonten ligger en del middelalderlige, glaserede fliser med fordybet ornamentik med både rød, rødbrun og grøn glasur.

Inventar i Gershøj Kirke

Inventaret i Gershøj Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Inventar fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Foden er keglstubformet, mens selve kummen er udekoreret og med glat overflade. Indtil 1925 stod døbefonten i tårnrummet, hvorefter den blev flyttet til skibets nordøsthjørne, hvor den i dag står.

Gotisk alterbæger

Kirkens alterkalk, bægeret til nadvervinen, er gotisk og fra 1377 med indskriften ”kalken til den salige Laurentii Kirke i Geshø blev gjort og fuldtendt i Herrens år 1377 i fasten”. Kirken er viet til Sankt Laurentius.

Inventar fra renæssancen

Prædikestolen fra 1625 har fire fag med relieffer af klassiske bibelske motiver, bl.a. opstandelsen, himmelfarten og dommedag. Prædikestolen har en samtidig sekskantet lydhimmel over sig, som er udsmykket med bladrækker og englehoveder. Både prædikestol og lydhimmel står i en bemaling fra 1925, som er baseret på dens oprindelige farver.

En del af kirkebænkenes gavle er fra 1560’erne. De er afsluttet halvrundt øverst og med forskellige udskæringer, fx bomærkeskjolde, akantusbladrækker, muslingeskaller og halvrosetter.

Gravminder

I skibets gulv er lagt en sten over Hans Andersøn i 1712, som var ridefoged på det nærtliggende gods, Krabbesholm. Den er udført i ølandsk kalksten med fordybede bogstaver. På kirkegården er desuden et par gravminder fra 1700- og 1800-tallet – også sat over personer med forbindelser til Krabbesholm.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig