Frederiks Kirke, Marmorkirken
Frederikskirken set fra øst.
Frederiks Kirke, Frederikskirken eller Marmorkirken, som den også kaldes, er en pragtkirke i hjertet af det kongelige København, der er udformet og dekoreret med forbillede i Peterskirken i Rom.
Den ligger for enden af tværaksen i Frederiksstaden modsat Amalienborg.
Kirken har en tumultarisk tilblivelse, og den blev allerede grundlagt i 1749, da Frederik 5. lod Frederiksstaden med Amalienborg anlægge. Her var den tænkt som et mindesmærke for Oldenborgernes 300-års jubilæum tegnet af bydelens arkitekt, Niels Eigtved, i rokokostil.
Efter hans død 1754 tegnede Lauritz de Thurah to projekter, men i 1756 blev byggeriet overdraget den indkaldte franskmand, nyklassicisten Nicolas-Henri Jardin.
Det kostbare byggeri med norske marmorkvadre blev standset under J.F. Struensee i 1770. Den op til ca. 9 m høje bygning henlå derefter ufærdig, indtil C.F. Tietgen købte den i 1874 og lod arkitekt Ferdinand Meldahl (og Albert Jensen) fuldføre den i en ændret skikkelse. Frederiks Kirke blev indviet i 1894.
Den cirkulære centralkirke med den høje kuppel (30 m i indre diameter) er opført i nybarok stil, og dens kobbertag krones af et lanternespir. Kirken har et stort kirkerum og et rektangulært, tværstillet indgangsparti mod Amalienborg samt et lignende på den modsatte side. De nederste dele af kirken rejst i Jardins tid er helt i marmor, mens de øvre fra Meldahls tid er i teglsten med gråt puds og detaljer i hvid kalksten.
Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Frederiks Kirke afviger orienteringen markant, da den har indgangen i sydøst og koret i nordvest. Den er og har fra første færd været tænkt underordnet planen for Frederiksstaden.
Som den nu fremtræder, fremstår Frederiks Kirke som et værk i tillempet italiensk barokstil med inspiration fra Peterskirken i Rom. Den cirkulære underbygning har på siderne mindre indgange flankeret af høje, korintiske søjler, og kvartcirklerne til siden herfor har hver tre vinduer. Ligesom i facaden på Peterskirken er der over vinduerne skiftevis en trekantet overligger og en segmentformet, og herover er der en balustrade smykket med seksten zinkstatuer af troens store mænd fra Moses til Luther.
Kuplens høje, vertikale underbygning kaldes en tambur. Inspireret af Peterskirken har den har hele vejen rundt rektangulære vinduer, som adskilles af søjlepar, og kuplen har ydre ribber og rækker af vinduer.
Også i de tværstillede, rektangulære partier ud for bydelens tværakse slægter Frederiks Kirke den romerske kirke på. Det ses tydeligt i formgivningen af bagsiden mod Store Kongensgade på trods af dens flade pilastre, dvs. halvsøjler, da bl.a. vinduernes rytme gentages og balustraden er smykket med skulpturer.
Mod Amalienborg Slotsplads har kirken en høj portiko, dvs. en indgangshal med søjler, med korintiske kapitæler, hvorover der er en trekantgavl, som angiveligt er inspireret af Pantheons i Rom, der blev opført under kejser Hadrian i 120 AD.
Rundt om kirken er der placeret tolv statuer af førende skikkelser i den danske kirke.
Det indre er ét stort rum, der er overdækket af den murede kuppel. Hele vejen rundt er der nederst i rummet arkader med tomme nicher imellem undtagen på siderne af alteret, hvor der er malerier. Mellem arkaderne er der medaljoner med kristelige symboler.
Herover er den høje tambur, hvis flader består af pudset murværk med arkitektoniske elementer i gips og træ, der er malet som marmor i grå og grønne nuancer. Kuplen øverst har kassetter og malede repræsentationer af apostlene.
Samtlige større inventargenstande i Frederiks Kirke var oprindeligt udført efter Meldahls tegninger med undtagelse af døbefonten. Denne var udført i bronze af Stephan Sinding og placeret ved indgangen.
Selve indretningen var fastlagt i et samråd mellem arkitekten og bygherren, C. F. Tietgen. Af særlig værdi for ”den Grundtvigske Katedral”, som Tietgen ønskede at kirken skulle være, var foræringen af den syvarmede guldlysestage, der var blevet overrakt til N. F. S. Grundtvig ved hans 50-års præstejubilæum i 1861.
Alteret modsat indgangen er af træ og stuk. Med dets søjler, voluminøse overdel og marmorbemaling er det fornemt indpasset i arkitekturen og danner en monumental ramme omkring alterbordet, hvorpå der står et gyldent krucifiks.
I sydsiden af korskranken står døbefonten af marmor, som bruges i dag. Den er udført af Joakim Skovgaard i 1925 og har en cylindrisk kumme med fire stiliserede blade på siderne skrå kannelering på skaftet.
Prædikestolen i marmor fra 1931 er til højre for alteret. Med sin cylinderform er den diskret indpasset i rummet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.