Flemløse Kirke

Kirken er opført i den romanske periode omkring år 1100. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Flemløse er kirken opført i granit.

Den var i romansk tid en særpræget korskirke, da den fra skibets østligste fag havde to små tværskibe. I skibet har der angiveligt oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Af dem er norddøren endnu i brug om end i omdannet form.

Både korets og skibets langmure er smykket med svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, som kædes sammen øverst af rundbuede friser.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sene gotiske periode forlængede man i Flemløse Kirke koret mod øst, hvor man også dekorerede gavlen med blændinger. Desuden opførte man våbenhuset ud for skibets norddør, og man byggede tårnet, der står på tværs af skibets længderetning. Det har under taget glamhuller til klokkernes lyd og på gavlene høje blændinger.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Mellem skibet og våbenhuset er der bevaret en fornem jernbeslået dør fra middelalderen.

Prædikestolen fra 1599 er i renæssancestil. Den har i fagene arkader med relieffer af de fire evangelister samt Paulus. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Altertavlen fra samme værksted som prædikestolen er fra omkring år 1600, men den er blevet ændret i 1757. Den har en arkitektonisk opbygning med store søjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter. Søjlerne bærer en gesims med en lille baldakin, hvorover der er flere felter. Mellem søjlerne og i toppens felter er der malerier fra 1757 af Hans Henrich Kock. Det store maleri i midten afbilder Kristus på korset med Maria og evangelisten Johannes, og det flankeres af malerier af dyderne Tro og Håb. I toppen ses gravlæggelsen, som er flankeret af dyderne Kærlighed og Tålmodighed.

Kirkens bænke er ligeledes fra renæssancen, og de har på gavlene kanellerede pilastre og trekantgavle på toppen.

I kirken er der to døbefonte, hvoraf den ældste fra 1700-tallet er en slank, ottekantet font med en balusterformet fod og en lav, hvid kumme. Den yngste er den, kirken i dag bruger, og den står foran koret. Den er lavet af granit i 1900-tallet og har på siderne af kummen lave relieffer og skriftsteder.