Faktaboks

Damsholte Kirke
Sogn
Damsholte Sogn
Provsti
Stege-Vordingborg Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Vordingborg Kommune
Damsholte Kirke

Damsholte Kirke er bygget i 1741-1743 efter tegning af arkitekt Philip de Lange. Den er gulkalket med grå sokkel og hvide arkitekturled, og den har røde tegltage. Foto: 2005.

Damsholte Kirke
Af .

Damsholte Kirke er en sognekirke, der ligger mellem Damsholte og Marienborg Gods lidt mod nordvest. Kirken har inventar, som afspejler anden halvdel af 1700-tallets mode omkring kirkehandlingerne.

Kirkegården

Kirkegården er delvist omgivet af stendiger, og hovedindgangen med køreport ligger mod sydøst.

Kirkebygningen

Kirken er tegnet af arkitekt Philip de Lange og er fra 1741-1743.

Den består af et rektangulært skib, hvortil der slutter sig to ensartede, femsidede udbygninger, som kaldes gavlender. De er opført i små gule teglsten. Den østlige tjener som kor, mens den vestlige agerer våbenhus. Der er omkring år 1800 opført et gravkapel midt for skibets nordside.

Kirken er gulkalket med grå sokkel og hvide arkitekturdetaljer, og den har røde tegltage.

På bygningen markeres hjørnerne af lisener, dvs. svagt fremspringende murpiller, der fortsætter op gennem en smal, dekorativ gesims til hovedgesimsen øverst på murene. Midt på hver langside er der en såkaldt risalit, hvor bygningen træder en smule frem. Risalitten krones af en tresidet gavlfronton. I de trekantede felter på både den nordlige og den sydlige fronton er der indsat rokokokartoucher med Kong Christian 6.s navnetræk.

På indersiden af langmurenes lisener er der høje, rundbuede blændingsfelter med hvidpudset grund. Der er høje, rundbuede vindue på langmurene ind mod risalitten, i midten af sydsidens risalit og på de femsidede gavlenders to midterste fag. I korets østlige fag er der en præstedør, som er fladbuet under et rundbuet felt. Det ret flade tag, der er delt efter bygningens hovedafsnit, bærer på den vestlige gavludbygning en blytækt tagrytter, som er et lille tårn på taget, med en ottesidet lanterne og et løgformet spir.

Omkring år 1800 blev der til nordsidens risalit føjet et gravkapel for slægten Bosc de la Calmette. Gravkapellets mure er kalket ligesom kirkens ydersider, og de tredeles af svage ørelisener – det er de små ”hjørner” øverst på de hvide lisener, der er hører til rokoko-perioden. Efter nyklassisk smag er der dog mellem lisenerne og over et vandret bånd lavet blændinger med halvcirkler med hvid bund, og i øst- og vestsidens hjørnefag, hvor disse er gennembrudt til vinduer, er der under båndet rundbuede felter. I nordsidens midterfag sidder en rundbuet dør. Kapellet har et fladt valmet blytag.

Kirkens indre

Kirkerummet i Damsholte Kirke
I kirkerummet i Damsholte Kirke er der flere pulpiturer og gallerier, som bæres af træsøjler.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

I det indre deles kirkerummet i et midterskib, der har samme bredde som de femsidede gavlender. Opdelingen fremkommer ved at der er pulpiturer i siderne, dvs. ophøjede gallerier til kirkegængere. Galleriet, som også følger den lige vestvæg ud mod våbenhuset i den femsidede gavlende, bæres af ottekantede søjler af træ. Under det vestlige pulpitur er der dog to søjler med glatte skafter og joniske kapitæler. Søjlerne fortsætter over pulpiturerne og indgår i deres brystværn.

Loftet ligger plant over koret og pulpiturerne, men det hæver sig som en kuppelagtig tøndehvælving over midterskibets gesimsprofil. Væggene er hvide som loftet, men pulpiturernes stolper er gråmarmorerede, pulpiturernes paneler er perlegrå med gyldne lister og blå kanter.

I kapellets indre er de hvide vægge tredelt af flade, joniske pilastre, og midt i det svagt hvælvede stukloft sidder en loftsroset med et solansigt i centrum.

Inventar

Alteret i Damsholte Kirke
Altertavlen og prædikestolen er smeltet sammen til et prædikestolsalter. Det er usædvanligt for en landsbykirke, men det var i tiden almindeligt i hovedstaden. Som udsmykning på altertavlen tjener et trefløjet maleri af Sven Havsteen-Mikkelsen fra 1993. Det afbilder Golgata. Foto: 2009.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0
Døbefonten i Damsholte Kirke
Døbefonten i Damsholte Kirke. På nordvæggen hænger der et maleri, som tidligere tjente som alterprydelse. Det er et værk fra 1825 af C.W. Eckersberg, som forestiller den velsignende Kristus. Foto: 2009.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens inventar afspejler på fornem vis moden omkring kirkehandlingerne i anden halvdel af 1700-tallet.

Døbefont af fyrretræ

Midt i midterskibet står foran alteret en døbefont af fyrretræ. Den er udformet som en slank, ottekantet font med låg, rige profileringer og grå marmorering.

Altertavle og prædikestol

Altertavlen er over et glat træbord formet som en anselig søjlebygning med fire søjler, som også omfatter prædikestolen. Det var en almindelig konstruktion i pietismens tidsalder. Prædikestolen og baldakinen er præget af tidens hang til fladbuede former og gesimser med knæk, som næsten opløser formerne. Træværket er gråt marmoreret med forgyldte lister.

Som udsmykning på altertavlen tjener et trefløjet maleri af Sven Havsteen-Mikkelsen fra 1993. Det afbilder Golgata.

Maleri af C.W. Eckersberg

På nordvæggen hænger der et maleri, som tidligere tjente som alterprydelse. Det er et værk fra 1825 af C.W. Eckersberg, som forestiller den velsignende Kristus.

Gravminder

I gravkapellet for Calmette-familien står der to marmorsarkofager og tre trækister.

De to sarkofager af henholdsvis gråt og hvidt marmor har tværs over låget et tag. De danner gavle over tomme tavler af sort marmor. På den grå sarkofag er der på tagryggen en urne, og der er senere tilføjet en opslået bog med gravskrift over Gerhard Peter Anton Bosc de la Calmette, gehejmeråd (1752-1803). På den hvide sarkofag er der på taget en art krone uden indskrift. I denne sarkofag hviler Anna Elisabeth Iselin (1759-1805).

Mod bagvæggen står der en trækiste med blyplade over Overkammerjunker Carl Ludvig Bosc de la Calmette (1750-1811). I to ens kister hviler kammerherre Carl Reinhard Bosc de la Calmette (1781-1820) og kammerherreinde Marthe Sabine Maria Adolphine de la Calmette, født Mackeprang (1788-1877).

På kapellets sydvæg hænger der et marmorkrucifiks på et sort trækors, og i det sydlige hjørne står der to gipsafstøbninger af originalbuster på Corselitze Gods, som forestiller gehejmeråd Calmette og hustru.

Læs mere i den store danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig