Bredsten Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Bredsten Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet er de eneste synlige detaljer fra kirkens opførelsestid de gamle døre. Som alle andre middelalderkirker havde kirken nemlig oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Begge disse er tilmurede, men synlige. Syddøren blev først muret til i 1911, hvor indgangen til kirken blev flyttet til tårnrummet.

I senmiddelalderen, omkring år 1500, gennemgik kirken første gang en række større forandringer. Mod vest blev der opført et tårn, og nord for koret blev der bygget et sakristi. Det vides ikke med sikkerhed hvornår sakristiet blev revet ned igen, men efter alt at dømme har det været i forbindelse med den store ombygning af kirken, som stod på i 1740-1742.

Her ændrede kirken nemlig helt igennem karakter. Tårnet fik sit nuværende, karakteristiske løgspir, og indvendigt fik det som resten af kirken hvælvede lofter. Korets gavl blev også ændret til sin nu karakteristiske, svungne barokgavl, og syd for skibet byggede man kirkens våbenhus. Også den har en svungen barokgavl.

I 1911 blev adgangsforholdene atter ændret, da våbenhuset blev omlagt til kapel og adskilt fra det øvrige kirkerum. I stedet indsatte man en vældig, rundbuet portal i tårnets vestgavl, hvis tårnrum derfor kom til at fungere som våbenhus.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de brede, hvælvede lofter, som sammen med det gennemgående barokinventar giver kirkerummet en helstøbt karakter.

I kirken er der bevaret en enkelt kalkmalet dekoration, som ses på det tilmurede sydvindue i tårnrummet. Dekorationen består at et Jesusmonogram, dvs. bogstaverne ”IHS”, samt en række indskrifter med navne og årstal. Malerierne stammer fra ombygningen i 1740’erne.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som er lige så gammel som selve kirken. Den marmorerede træramme som holder dåbsfadet fra omkring 1575 er en sjælden bevaret detalje, og stammer fra enten 1742 eller 1748.

Dele af inventaret i kirken stammer også fra 1500-tallet. Foruden dåbsfadet er også et lille korbuekrucifiks fra omkring 1520 bevaret, ligesom det murede alterbord, som også er fra 1500-tallet.

Størstedelen af inventaret i kirken er dog fra perioden 1742-1748, hvor istandsættelsen af selve bygningen var færdig, og en tilsvarende udskiftning af inventaret derfor kunne iværksættes.

Altertavlen fra 1742 er centralt udsmykket med et korsfæstelsesmaleri, flankeret af to søjler til hver side. Søjlerne bærer et topstykke, som er genbrugt fra en ældre renæssancealtertavle fra omkring 1620. På topstykket sidder de fire evangelister med deres respektive symboler. Matthæus repræsenteres af et menneske med vinger, Markus af en løve, Lukas af en okse, og Johannes af en ørn. Altertavlens bemaling som den står i dag, er resultatet af en istandsættelse i 1940.

Prædikestolen er formentlig fra 1742. Dens fag er udsmykket med store figurer der forestiller Moses med lovens tavler, Kristus og Melkisedek – en konge og præst der omtales i det Gamle Testamente. En bemærkelsesværdig detalje er, at Moses har horn i panden. Dette skyldes en gammel skrivefejl i de ældste bibeltekster, hvor ”stråleglans” blev fejloversat til ”horn” – en fejl der overlevede i århundreder, og derfor ses flere steder i kristen kunst. Til prædikestolen hører også en himmel, der ligesom stolen selv er rigt marmoreret.

Også himlen over døbefonten er en del af barokinventaret. Den er rigt udsmykket med blåmalede, udskårne ranker, og er for en stor del marmoreret.

Endelig kan nævnes våbenskjoldene på kirkens bænke, præstestolen og degnestolen i koret, og pulpituret (balkonen) over skibets vestende, som også alle er fra barokken. Som det øvrige barokinventar er også disse rigt marmorerede.

Af gravminder kan nævnes tre sten i kirken fra omkring hhv. år 1600, 1675 og ca. 1775-1800. På kirkegården er også bevaret adskillige sten fra 1800-tallet.