Asmild Kirke, kirke ved Viborg. Kirken har siden 1500-tallet stået som et smalt langhus med et lavt tårn, men rummer dele af midtskibet i et større treskibet anlæg, Sankt Margrethe Kirke, opført af granit og frådsten omkring 1100.
Viborgbispen havde tidligt sin residens nær kirken — muligvis også før 1132, da kirken var rammen om Erik Emunes drab på biskop Eskil.
Kirkens vestparti var oprindelig indrettet med (herskabs)pulpitur, men blev ca. 1150 ombygget til et vestkor med apsis, flankeret af to tårne, et bygningstræk, som er sjældent i Norden og muligvis inspireret af tyske kirker. I det ene tårn er der fundet en kvindegrav fra tårnets opførelsestid.
Fra omkring 1170 udgjorde kirken nordfløjen i et kloster for nonner af Augustinerordenen, der var under opsyn af domkapitlet i Viborg.
Klosteret blev efter reformationen omdannet til herregården Asmildkloster, som i 1600-1700-tallet oftest forlenedes til Nørrejyllands landsdommere. Fra denne tid stammer det meste af kirkens inventar, som nu står med en staffering fra 1777. I våbenhuset findes en runesten, Asmildstenen.
Herregården blev i 1906 overtaget af Viborg Kommune, og på en parcel af jorden oprettedes Asmildkloster Landbrugsskole, indviet i 1908.
Se også kort, fotos m.m. på www.korttilkirken.dk
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.