Faktaboks

Anna Kirke
Sogn
Anna Sogn
Provsti
Nørrebro Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Københavns Kommune
Anna Kirke

Anna Kirke har kirkeskibet på tværs mellem de to tværlænger, som har deres gavle ud mod Bjelkes Alle. Kirken stod færdig i 1928 og er udsmykket med moderne fortolkninger af den gotiske stil, fx med kamtakker og dekorativt murværk i gavlene.

Anna Kirke
Af .

Anna Kirke er tegnet af den danske arkitekt, P.V. Jensen-Klint, der bl.a. er kendt for Grundtvigskirken, i hans på én gang moderne og traditionsbundne stil.

Kirken ligger på Bjelkes Alle på Nørrebro i København.

Kirkebygningen

Inde i Anna Kirke

Anna Kirkes skib med pulpitur til højre.

Inde i Anna Kirke
Af .

Anna Kirke er opført i etaper og blev færdiggjort i 1928 efter tegning af arkitekt P.V. Jensen-Klint. Bygningen fremstår som et trelænget anlæg med en gård mod gaden. Hele anlægget er i blank mur med synlige, røde teglsten og røde tegltage, hvorover der rejser sig to lanterner.

Kirken

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Anna Kirke afviger korets orientering markant, da kirkerummet ligger parallelt med gaden med alteret mod nordvest.

De to tværlænger med indgange i bunden har således deres gavle mod gaden. Disse er prydet med en moderne fortolkning af gotiske murdekorationer med dobbelte trappeformede gavle med kamtakker, højblændinger, dvs. høje, ornamentale murnicher, og hængestave i blændingerne. Hængestave er dekorative, lodrette stave, der ikke når ned til bunden.

Anna Kirke har mod gaden to bånd af vinduer med seks i hvert, hvoraf de øverste er høje. Som det er typisk for arkitekten, har kirken fornemt proportionerede facader med en høj kvalitet af teglstensdekorationer. Det giver sig udslag i varierede løsninger af gesimser, blændingsbånd og indfatninger omkring vinduerne indenfor det samme system.

Kirkens indre

Det store, blankmurede kirkerum er åbent til kip, og det har en traditionel, gotisk planløsning med et langt skib og kor i et, hvor overgangen kun er markeret med en høj og bred triumfbue. Mod sydvest er der en arkade, hvorover der er et galleri, der giver mindelser om gotiske katedralers triforium.

Inventar i Anna Kirke

Anna Kirkes indre

Anna Kirkes korparti. Døbefonten fra 1914 er udført af P.V. Jensen-Klint (1853-1930).

Anna Kirkes indre
Af .
Alteret i Anna Kirke

Anna Kirkes alterparti. Adi Holzers engel og violet messehagel skabt af Inge-Lise og Flemming Bau.

Alteret i Anna Kirke
Af .

Altertavlen er udformet som en traditionel, forgyldt fløjaltertavle. Den er fra 1935, og den er tegnet af Carl Butz-Møller (1882-1953) og udført af billedskærer Thomas Hansen (1879-1948). I midten er der en bronzeskulptur kaldet Opstandelsens engel fra 1998 af kunstneren Adi Holzer.

Prædikestolen fra 1939 er ligeledes tegnet af C. Butz-Møller og udført af Thomas Hansen. Den er traditionelt udformet med fem fag, hvori der er en art arkader med helfigurer i. De forestiller opstandelsens engel, den gamle Simeon med Jesusbarnet i armene, den gode hyrde, profetinden Anna, som kirken er opkaldt efter, og sidst en engel med en palmegren.

Døbefonten fra 1914 er tegnet af P.V. Jensen-Klint. Den er udført i bornholmsk granit, og under kummens rand står der "Lad de små børn komme til mig, det må i ikke hindre dem i, for Guds rige er deres".

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig