Faktaboks

Agerø Kirke
Sogn
Agerø Sogn
Provsti
Morsø Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Morsø Kommune
Agerø Kirke

Agerø Kirke fra 1908.

Agerø Kirke
Af .

Agerø Kirke.

.

Agerø Kirke.

.

Agerø Kirke er en lille, selvstændig sognekirke, som ligger højt i terrænet midt på Agerø, vest for Mors, med vid udsigt over Limfjorden. Kirken blev oprindeligt etableret som en lille annekskirke til Karby Kirke og blev indviet i 1908. Den er således den yngste kirke i Morsø Provsti. Arkitekten er P.C. Pedersen, Nykøbing Mors.

Kirkegården hegnes ind af en gul stenmur, dækket med røde teglsten, og er omfattet af en Provst Exner-fredning. Der er adgang til kirkegården gennem en hvid ganglåge og en kørelåge, som vender ud mod Agerøvej, den største vej på øen.

Kirkebygningen

Kirken består af femkantet kor og skib samt et vesttårn, der tjener som våbenhus. Murværket er teglsten på granitsokkel. Hele kirken er pudset og kalket på både ydre og indre facader. Kirkens vinduer er rundbuede med bred fals udvendig og støbt sålbænk. En glasmosaikregnbue ses over døren mod vest, og ligeledes et korsudsmykket østvindue i koret. Korbuen er muret og pudset, mens kragbåndene, dvs. de nederste sten, som buen hviler på, har tandgesims.

Tagværket har røde tegl, og indvendigt har kor, skib og tårnrum gråmalede bjælker og trælofter. I tårnet hænger en klokke fra 1907.

Inventar og gravminder

Udsmykningen, herunder glasmosaikker, samt øvrig farvesætning af Agerø Kirke blev udført i 1994 i samarbejde med kunstner Therese Licht Nielsen (1949-2017) og omfatter hele interiøret, som primært er lysegråt med enkelte kunstnerisk bearbejdede paneler på bl.a. prædikestol og præstestol i gule, grønne og blå nuancer. I indretningen har man bygget videre på traditionerne fra de romanske middelalderkirker på Mors og videreført disse i den nye kirke i en nyfortolket udgave.

Denne nyere kirke er derfor stadigvæk repræsentant for øens samlede kulturhistoriske håndværkstraditioner og kunst. Det kommer især til udtryk med valget af døbefonten i kunststen og alterbordet i træ, som dog har en forsidebeklædning af grå filt (dateret 2005). Her forsøges det romanske udtryk bibeholdt trods anvendelsen af andre materialer end granit.

Stoleværket var tidligere gråt med egetræsmalede fyldninger, men blev i 1994 renoveret og fik sit nuværende udseende i samarbejde med kunstneren.

I kirken hænger en mindeplade over sognepræst Jens H. Markvorsen dateret til 1950.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig