Faktaboks

Aarhus Domkirke

Sankt Clemens Kirke

Sogn
Aarhus Domsogn
Provsti
Aarhus Domprovsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Aarhus Kommune

Aarhus Domkirke, Sankt Clemens Kirke, set fra sydøst. Foto stillet til rådighed af Aarhus Domkirke.

.

Aarhus Domkirke set fra Mejlgade.

.

Aarhus Domkirke er domkirken i Aarhus Stift og ligger markant midt i byen. Kirken er indviet til søfartshelgenen Sankt Clemens og kaldes også Sankt Clemens Kirke. Den er bygget fra slutningen af 1100-tallet og hundrede år frem.

Ved en ombygning i 1400-tallet blev det i dag 92 meter høje tårn tilføjet mod vest. Tårnets nuværende udseende stammer fra 1931. Desuden blev der i 1400-tallet tilføjet såvel en overdådig kalkmaleriudsmykning som en ny altertavle, Bernt Notkes pragtværk fra 1479. Kirken er med sine 93 meter Danmarks længste.

Da domkirken blev bygget, afløste den en tidligere domkirke, hvis rester stadig findes under den nuværende Vor Frue Kirke.

Da domkirken blev påbegyndt, var planen at den skulle være en basilika med tværskib, en hovedapsis flankeret af tre kapeller i hver side og en vestlig del med to tårne. Men i løbet af 1400-tallet blev planerne ændret, så både kor og tværskib fik hallekirkens karakter, mens der mod vest blev tilføjet ét stort tårn. Tårnet og spiret er ca. 93 meter højt.

Kalkmalerier i Aarhus Domkirke

Kirkens rige kalkmaleriudsmykning stammer med en enkelt undtagelse fra årene efter 1450. På vægge og i hvælv ses bl.a. Gregors Messe og gigantfremstillinger af Sankt Clemens og to landsknægte, der har flankeret Sankt Christoffer. Der er flere sjældne eksempler på kalkmalede sidealterbilleder.

Altertavlen

Højaltertavlen er en 12 meter høj fløjaltertavle udført af den tyske billedskærer og maler Bernt Notke. Den blev skænket til kirken i 1479 af biskop Jens Iversen Lange, der to år efter også skænkede den messingstøbte døbefont. Foran alteret står en 3,5 m høj, syvarmet lysestage støbt 1515 i Lübeck.

Prædikestolen

Den fornemme renæssanceprædikestol fra 1588 er tilskrevet Mikkel van Groningen (død efter 1610). Blandt kirkens talrige gravminder er et pragtfuldt portal-epitafium (et mindesmærke) for rigsråd Jørgen Skeel og hans to hustruer (1633), et kæmpemæssigt epitafium af træ for borgmester Anders Lydichsen og hustru (ca. 1664) og Thomas Quellinus' overdådige marmorepitafium for Sophia Elisabeth Carisius og hendes to ægtemænd (1702-1704).

Kirkens hovedorgel er bygget 1928 af Th. Frobenius & Co. med genanvendelse af ældre piber samt orgelfacaden fra 1730. Det er senere ombygget og udvidet og er med sine 89 stemmer Danmarks største kirkeorgel. Desuden findes et kororgel på 23 stemmer og et 4-stemmers flytbart orgelpositiv.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig