Faktaboks

Vilhelm Lauritzen

Vilhelm Theodor Lauritzen

Født
10. september 1894, Slagelse
Død
22. december 1984

Vilhelm Lauritzen. Lufthavnsbygningen i Kastrup, der stod færdig i 1939, blev opført af Vilhelm Lauritzen i den internationale funktionalismes stil. Fotografi fra begyndelsen af 1940'erne.

.

Vilhelm Lauritzen. Hotel Skt. Petri i Krystalgade, København; det tidligere Daells Varehus. Foto fra 2006.

.

Vilhelm Lauritzen. Radiohuset på Rosenørns Allé, Frederiksberg.

.

Vilhelm Lauritzen var en dansk arkitekt, som har bidraget til modernismen i dansk arkitektur med en række fremragende bygningsværker, ofte institutioner med repræsentativ betydning, men også villaer og etagebyggeri.

1922 oprettede han tegnestuen Vilhelm Lauritzen, som i 1998 drives af tredje generation.

Mange af Lauritzens diskret monumentale og klassicistiske projekter fra 1920'erne blev aldrig virkeliggjort, men fastholdes i betagende akvarelskitser. I slutningen af 1920'erne foretog han rejser i Centraleuropa, hvor han stiftede bekendtskab med funktionalismens tekniske og konstruktionsmæssige fornyelser. Det gav inspiration til et moderne formsprog, der var jordnært og uprætentiøst, tilpasset danske dyder og krav om enkelhed og formålstjenlighed uden at miste sit elegante anslag. Med sådanne bygninger fik han sit gennembrud.

Blandt hans hovedværker er Daells Varehus i København (sammen med Frits Schlegel, opført i etaper 1928-1935 efter konkurrence 1922), Gladsaxe Rådhus (1936-1937, udvidet 1946), Radiohuset på Frederiksberg (1936-1941), terminalbygninger til Københavns Lufthavn (1937-1939 og 1955-1960), det nye Shellhus i Kampmannsgade i København (1950-1951), Folkets Hus på Enghavevej i København (1953-1956 efter konkurrence 1943) samt den danske ambassade i Washington, D.C. (1958-1960 efter konkurrence 1953).

1950 var Lauritzen dansk repræsentant i CIAM (Congrès Internationaux d'Architecture Moderne) og 1951 formand for den danske gruppe. Han modtog bl.a. Eckersbergs Medalje 1941, C.F. Hansen Medaljen 1954 samt Akademisk Arkitektforenings Æresmedalje 1964.

Lauritzen blev uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole 1921.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig