Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud Munk

Oprindelig forfatter MFun Seneste forfatter Redaktionen

Knud Munk, 23.10.1936-26.2.2016, dansk arkitekt. Knud Munk blev tømrersvend i 1957 og tog afgang fra Kunstakademiets arkitektskole i 1963. Efter ansættelse på Henning Larsens og Arne Jacobsens tegnestuer nedsatte han sig med egen tegnestue i 1965.

Allerede i 1964 vandt Knud Munk konkurrencen om koncerthuset Grieghallen i Bergen, Norge; den skulpturelt udformede bygning blev indviet i 1978. Andre ungdomsværker er Carlsbergbryggeriet i Northampton, England (1975), Roskilde Amtsgård (1. præmie i konkurrence 1968, indviet i 1976 og udvidet i 1989) og Ringsted Bibliotek (1981-85).

I senere værker som Hørsholm Bibliotek og Kulturhus Trommen (1987-88), Tycho Brahe Planetarium i København (1989) og Bibliotekarforbundets bygning på Frederiksberg (1990) er det gennemgående tema en cylindrisk formet bygningskerne med mønstret, gerne stribet murværk.

Annonce

Knud Munk lukkede sin tegnestue i 1996 og bosatte sig i Frankrig, hvor han virkede som billedkunstner. I 1981 modtog han Eckersbergs Medalje og i 2000 C.F. Hansen Medaljen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Johan Funder: Knud Munk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128481