Faktaboks

Kaj Gottlob

Niels August Theodor Kaj Gottlob

Født
9. november 1887, København
Død
12. maj 1976, København
Skolen ved Sundet
Kaj Gottlob har tegnet Skolen ved Sundet som en aulaskole fra 1938. Den regnes for at være hans funktionalistiske hovedværk. I gulvet er der et kort over Amager, mens der i loftet er et kompas. Foto: 2008.
Skolen ved Sundet
Af /Ritzau Scanpix.

Kaj Gottlob var en dansk arkitekt, som blandt andet har tegnet Knippelsbro og Langebro i København.

Efter uddannelse på Kunstakademiet i København 1907-1914 havde Kaj Gottlob egen tegnestue fra 1920. Som professor ved akademiet 1924-1938 fik han stor betydning for opmåling af ældre dansk bygningskunst.

Gottlob tegnede Sankt Lucas Kirke i Aarhus (1926) sammen med Anton Frederiksen (1884-1967). Denne og Det Danske Studenterhus i Paris (1930) viser ham som saglig nyklassicist; Ørstedhus i København (1934) bærer stadig præg heraf, skønt facaden som noget nyt står i ren beton. Gottlobs indtagende dekorative funktionalisme nåede et højdepunkt med Skolen ved Sundet og Svagbørnsskolen på Amager (1937); Københavns havn har han præget med Knippelsbro og Langebro (1934-1937).

I 1940'erne og 1950'erne forestod han opførelsen af Universitetsparken i København for Københavns Universitet samt Brorfelde-observatoriet ved Tølløse (1953-1964).

Kaj Gottlob, der også tegnede møbler, var kongelig bygningsinspektør 1936-1957. I sine sidste år beskæftigede han sig med den ældre, anonyme danske bygningskultur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig