Henning Hansen, 1880-1945, dansk arkitekt. Efter uddannelse som snedker og på Kunstakademiet 1900-07 fik han i 1911 egen tegnestue. Som elev af Martin Nyrop arbejdede han i en fri, personlig stil baseret på danske byggetraditioner; også den britiske arkitekt Edwin Lutyens interesserede han sig for. Det ses i Fr. Hegels sommerhus i Springforbi (1914-15), som er et træhus i landlig britisk stil. Danmarks hus på Den Baltiske Udstilling i Malmø (1914, Eckersbergs Medalje) viser hans optagethed af danske renæssanceherregårde. Siden opførte han mange boligbebyggelser, fx Solgården i Vejrøgade i København (1929-31), der som en af de første karréejendomme herhjemme åbner sig og giver lys til lejlighederne; stilen er nærmest tidløs, byggematerialet røde tegl. 1935 vandt han konkurrencen om Frederiksberg Rådhus, der efter hans død fuldførtes af Helge Holm (1891-1973) og Carl H. Nimb (1897-1965).