Faktaboks

Hans Erling Langkilde
Født
24. juni 1906, København
Død
25. februar 1997
Lyngby-Taarbæk Rådhus
Ib Martin Jensen og Hans Erling Langkilde tegnede Lyngby Rådhus (nuværende Lyngby-Taarbæk Kommune), som blev opført 1939-1942.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Hans Erling Langkilde var en dansk arkitekt, som var redaktør af tidsskriftet Arkitekten 1938-1947 og professor ved Kunstakademiet 1954-1957.

Hans Erling Langkilde blev uddannet dels på Kunstakademiet 1925-1928, dels på tegnestuer, bl.a. hos Vilhelm Lauritzen og Edvard Heiberg 1928-1929.

1938-1972 havde han tegnestue sammen med Ib Martin Jensen, og blandt deres værker er alderdomshjemmet Solhjem i Gentofte (1938-1940), Lyngby Rådhus (1939-1942; efter konkurrence i 1938) og Skovgårdsskolen i Ordrup (1949-1951).

Hans engagement i sociale og boligpolitiske forhold kom til udtryk i udstillingen By og Bolig i Aarhus 1939 og i formandskabet for Akademisk Arkitektforening 1946-1951, hvor han var med til at oprette DAL (Danske Arkitekters Landsforbund). Han har tillige skrevet bøger og artikler om dansk arkitektur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig