Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Halldor Gunnløgsson

Oprindelig forfatter VAMoe Seneste forfatter Redaktionen

Halldor Gunnløgsson, 23.1.1918-12.4.1985, dansk arkitekt. Halldor Gunnløgsson, der tog afgang fra Kunstakademiet i 1942, dannede i 1952 tegnestue med Jørn Nielsen; han var 1959-85 professor ved Kunstakademiets Arkitektskole.

Halldor Gunnløgssons bygninger inden for den japansk-amerikansk påvirkede modernisme, især hans eget hus i Rungsted (1958) og Tårnby Rådhus (1957-59), har placeret ham som en af efterkrigstidens førende danske arkitekter. For et hus i Vedbæk modtog han i 1953 Eckersbergs Medalje.

Opgaverne tæller i øvrigt rådhuse og administrationsbygninger i Fredericia (1963-65) og flere sønderjyske byer, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg (1966-68) og Gammel Holte Kirke (1977-78). Med Udenrigsministeriets markante gulstensbygninger (1977-80) på Christianshavn skabte han et monumentalt og stærkt omdebatteret bygningsværk. Gunnløgssons sidste store indsats var vinderforslaget til konkurrencen om Københavns Havns fremtid (1985).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke Andersson Møller: Halldor Gunnløgsson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87223