Faktaboks

Erik Møller
Født
1909
Død
2002

Erik Møller, 1909-2002, dansk arkitekt; afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1935. Sammen med Arne Jacobsen tegnede Erik Møller Aarhus Rådhus (opført 1937-42), og sammen med Flemming Lassen vandt han konkurrencen om Nyborg Folkebibliotek (opført 1938-40).

Ved Rådhuspladsen i København opførtes Industriens Hus 1978-79 med Erik Møller som arkitekt. Han har i øvrigt forestået boligbyggeri, kirker, plejehjem og andet institutionsbyggeri samt bygninger for Magasin du Nord.

Endvidere har Erik Møller restaureret gamle boligområder og københavnske pakhuse til ny brug. Uden for Danmark opførte han bl.a. den danske pavillon til verdensudstillingen i New York (1964) og kapel i Kirkernes Verdensråds hovedsæde i Genève (1965).

Erik Møller modtog Eckersbergs Medalje i 1940 og C.F. Hansen Medaljen i 1998. Aarhus Rådhus er optaget i Kulturkanon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig