Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andreas Clemmensen

Oprindelig forfatter KZah Seneste forfatter Redaktionen

Andreas Clemmensen. Statens Serum Institut; under 2. Verdenskrig opstod der en udbredt difteriepidemi i Europa. Tilstrømningen af personer, som ønskede difterivaccination, medførte kødannelse foran Serum Instituttet. Fotografi fra 1941.

Andreas Clemmensen. Statens Serum Institut; under 2. Verdenskrig opstod der en udbredt difteriepidemi i Europa. Tilstrømningen af personer, som ønskede difterivaccination, medførte kødannelse foran Serum Instituttet. Fotografi fra 1941.

Andreas Clemmensen, 7.8.1852-5.12.1928, dansk arkitekt. Andreas Clemmensen er uddannet på Kunstakademiet 1867-75. Mens hans tidlige arbejder er rigt ornamentalt dekorerede, villaerne og sommerhusene i bemærkelsesværdig grad italiensk påvirkede, er hans omfattende kirkebyggeri tydeligt romansk inspireret. Denne indsats kronedes med udførelsen af Glücksborgernes Kapel ved Roskilde Domkirke (1915-18), hvor der dog er tale om en byzantinsk stilvariation. Mange af hans villaer og institutioner i kvarteret omkring Stockholmsgade i København fremtræder i en nybarok palæstil. En studierejse til England i 1901 markerede et skift til mere stedbundne og originale løsningsgreb.

Blandt Andreas Clemmensens talrige arbejder i København er ud over de mange villaer Immanuelskirken på Forhåbningsholms Allé (1892-1905), Mariakirken i Istedgade (1904-09) og Statens Serum Institut (1901-27). Han har endvidere opført posthusene i Tølløse og Maribo (1907-08) og udført flere restaureringsarbejder; hans projekt til Christiansborg Slot (1904) vandt 1. præmie. Desuden har han s.m. billedhuggeren Anders Bundgaard udformet Gefionspringvandet (1907) ved Langelinie.

Sammenfattende står Andreas Clemmensens livsværk som en over årene stærkere personligt mærket indsats, som i alle tilfælde har resulteret i en indlevet og kvalitetsbevidst arkitektur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Zahle: Andreas Clemmensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57650