centralbygning

Centralbygning, bygning, hvis grundplan er symmetrisk omkring et centralt punkt eller rum. Planen er gerne cirkulær, regelmæssigt polygonal eller formet som et ligearmet kors. Valget af centralbygningen kan være praktisk betinget, men skyldes oftest formens hævdvundne symbolværdi.

Det gælder først og fremmest i templer, både fra den gamle nære orient, den klassiske oldtid og store dele af den øvrige verden, fx Indien, Kina og Japan.

Inden for kristendommen blev formen først brugt i dåbsbygninger (baptisterier) samt, måske under inspiration fra de antikke mausoleer, i gravkirker og gravkapeller. I bygninger af denne type kan centraliseringen også omfatte indretningen, mens der i de øvrige centralkirker gerne er en antydet hovedakse.

Centralkirker er som regel bygget med særlige politiske og/eller religiøse forhold for øje, fx som privat- eller mindekirker; eksempler er Karl den Stores hofkapel i Aachen fra ca. 800, Il Tempietto ved kirken San Pietro in Montorio i Rom, opført af Bramante 1502 på det sted, hvor apostlen Peter blev korsfæstet, samt Frederikskirken i København, grundlagt 1749 ved den oldenborgske kongeslægts 300-års jubilæum.

I den græsk-ortodokse kirke blev den byzantinske tradition for centralkirker fastholdt. I Vesteuropa blev de hyppigt opført under renæssancen og igen under nyklassicismen, hvor betagelsen af rundtemplet Pantheon i Rom kulminerede.

Under indflydelse af den reformerte kirke blev centralkirketanken endvidere taget op i 1600-1700-tallets protestantiske miljøer. Her kom formen til at markere fællesskabet om især prædikenen. Fællesskabstanken er i øvrigt også væsentlig for 1900-tallets genoplivning af centralkirken. Se også kirkearkitektur.