Skeletkonstruktion, bygningskonstruktion, hvor mure og vægge opdeles i et bærende skelet og i ikke-bærende udfyldninger eller beklædning. Skelettet kan udføres af talrige materialer, almindeligvis træ, jern, beton, stål eller aluminium. Konstruktionsformen kendes fra gammel tid med træ i fx bulhuse og bindingsværk og anvendes stadig med bl.a. armeret beton (siden 1890'erne) og stål i industribyggeri og højhuse. Lette skillevægge med bærende aluminiumskeletkonstruktion anvendes i stor udstrækning i vore dage.