Rampe, (af fr. rampe, afledt af ramper 'krybe, klatre'), i byggeteknik et skrånende plan, der forbinder to horisontale planer. Ramper kan anvendes i forbindelse med bygnings- og andre anlæg. Speciel interesse er knyttet til ramper i forbindelse med opfyldelse af krav (Bygningsreglementet 1995) om tilgængelighed for alle, herunder kørestolsbrugere, til offentlige bygninger og i det offentlige miljø; til disse ramper stilles der særlige krav om hældning, materialer og målforhold.