Hængeværk, bygningskonstruktion af tømmer anbragt over et bjælkelag uden bærende skillerum for at overføre bjælkelagets vægt til de udvendige mure, oftest i etagen under taget. Konstruktionen består af lodrette hængesøjler, der ved fastspændte dragere optager en del af bjælkelagets vægt, og skråstolper, der overfører denne vægt til muren.