Faktaboks

Karl Friedrich Schinkel
Født
13. marts 1781, Neuruppin, Tyskland
Død
9. oktober 1841, Berlin, Tyskland

Berlin. Gendarmenmarkt. Karl Friedrich Schinkels Schauspielhaus opført 1818-1821.

.

Berlin. Karl Friedrich Schinkel. Friedrichwerdersche Kirche 1824-1830.

.

Karl Friedrich Schinkel var en tysk arkitekt, byplanlægger, maler og kunsthåndværker. Han blev uddannet i Berlin hos David og Friedrich Gilly 1798-1800.

Efter sin første rejse til Italien 1803-1805 var Schinkel i en periode optaget af maleriet i tæt kontakt med de førende romantiske kredse. Han malede bl.a. Gotisk kirke på en klippe ved havet (1815, Alte Nationalgalerie, Berlin).

Efter sin udnævnelse i 1810 til Oberbauassessor beskæftigede Karl Friedrich Schinkel sig overvejende med byggeri og byplanlægning og kom til at præge sin tids preussiske arkitektur; 1838 blev han Oberlandesbaudirektor.

Fra nygotik og nyklassicisme arbejdede Schinkel sig frem til en funktionel saglighed. Vagtbygningen Neue Wache i Berlin (1816-1818) udformedes i en elegant klassicisme og betegner begyndelsen på hans virksomhed som Berlins bygmester.

Teaterbygningen Schauspielhaus (1818-1821) opførtes som en kombination af græsk tempelfront og en streng, funktionspræget bygningskrop, mens Friedrichwerdersche Kirche (1824-1830) er en elegant nygotisk teglstensbygning.

Altes Museum (1824-1830), er et klassicistisk hovedværk, som fik betydning for senere museumsbyggeri, og endelig var Bauakademie (1832-1836, nedrevet 1962; et hjørne af bygningen blev rekonstrueret 2001-2002) præget af en konstruktiv saglighed, der foregreb funktionalismen. Schinkelplatz foran Bauakademie blev rekonstrueret 2007-2008.

Karl Friedrich Schinkel udførte desuden scenedekorationer, bl.a. til Mozarts Tryllefløjten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig