Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dientzenhofer

Oprindelig forfatter GWith Seneste forfatter Redaktionen

Dientzenhofer, tysk arkitektfamilie. Georg Dientzenhofer (1614-73) og hans fem sønner var virksomme i henholdsvis Bayern og Bøhmen.

Georg (1643-89) og Wolfgang (1648-1706) var bygmestre i Amberg, mens Johann Leonhard (1660-1707) og Johann (1663-1726) begge arbejdede i bl.a. Bamberg og på det nærliggende kloster Banz.

Christoph (1655-1722) og dennes søn Kilian Ignaz (1689-1751) blev senere to af Prags ledende barokarkitekter.

Annonce

Christoph skabte et nybrud i bøhmisk barok. I mange kirkebyggerier udviklede han sin egen stil, inspireret af Francesco Borromini og Guarino Guarini, en mere bevæget og lettere barokstil end den, som italienske arkitekter arbejdede med i Prag i 1600-tallet. Blandt hans hovedværker er Sankt Nikolaus i Prag (1703-11, koret tilføjet senere) og klosterkirken i Břevnov ved Prag.

Sønnen Kilian Ignaz blev uddannet i Wien, muligvis hos J.L. von Hildebrandt, hvis indflydelse kan spores i hans bygningsværker. Fra ca. 1720 byggede han bl.a. Maria Magdalene-kirken i Karlovy Vary (Karlsbad) og Bartholomäuskirken i Prag. Hans formsprog var i modsætning til faderens præget af den mere internationalt orienterede wienerstil.

Læs mere om tysk billedkunst og arkitektur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gertrud With: Dientzenhofer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64367