Sanchi, mindre by øst for Bhopal i den indiske delstat Madhya Pradesh. Her ligger nogle af Indiens ældste og bedst bevarede buddhistiske monumenter. Mest kendt er Den Store Stupa, der har en diameter på 32 m, grundlagt af kong Ashoka ca. 250 f.Kr. og stærkt udbygget af Shunga-kongerne (176-64 f.Kr.). Et stengærde med fire pragtfulde indgangsportaler omkranser stupaen. Portalerne er udsmykket med kunstfærdige relieffer, der bl.a. illustrerer scener fra Buddhas liv. Omkring Den Store Stupa ligger to velbevarede mindre stupaer og ruiner af templer og klosteranlæg samt en Ashoka-søjle.