Minggravene, gravkompleks i en dal ca. 40 km NV for Beijing i Kina for 13 kejsere og deres hustruer af Mingdynastiet. En åndevej med vogterfigurer leder op til gravene, der hver ligger i et firkantet område, der symboliserer jorden, med offerhal og mindepavillon og med en gravhøj i et rundt område, der symboliserer himlen, over selve graven. Flere af de mægtige grave er tilgængelige og besøges af talrige turister.