Longmen, Lungmen, kinesisk buddhistisk tempelanlæg, grundlagt efter flytningen i 495 af hovedstaden til det nærliggende Luoyang i Henanprovinsen. I den grå sandstensklippe blev frem til 700-t. udhugget flere store huletempler og talrige nicher, alle overdådigt udsmykket med relieffer. Longmen er et af den kinesiske kunsts hovedværker, og de mange inskriptioner er vigtige kilder til forståelse af tidens folkelige buddhisme.