Ajanta, landsby i den indiske stat Maharashtra, 105 km nord for byen Aurangabad. Det afsidesliggende sted ved en krumning af Wagurna-floden blev kendt i 1819, da britiske soldater på øvelse stødte på en række klippehuler. Det viste sig at være 29 buddhistiske huletempler og klostre, der er hugget ind i klippevæggen i en periode fra ca. 200 f.Kr. til 650 e.Kr. De er rigt udsmykket med skulpturer og relieffer og er især berømt for de talrige malerier, der dækker væggene. Malerierne viser episoder fra Buddhas liv og illustrerer også Jataka-fortællingerne, der beretter om Buddhas tidligere jordiske eksistenser. Formålet med disse malerier var religiøst, men de mange scenerier giver os et levende indtryk af dagliglivet i det gamle Indien. De er hovedværker i 400-600-t.s indiske malerkunst under og efter Gupta-dynastiet.