Bedre Byggeskik. På forsiden af foreningens årsberetning fra 1928 ses en række eksempler på de små, enkle og funktionelle huse, der blev opført overalt i landet efter gammel dansk byggeskik og solide håndværksmæssige traditioner.

.

Bedre Byggeskik var en forening, der blev stiftet 1915 med det formål at udvikle håndværkets bygningskunst med rod i dansk byggetradition gennem samarbejde mellem arkitekter, håndværkere og bygherrer. Under stationsbyernes hastige vækst omkring 1900 var byggeriet blevet præget af nye materialer og ubearbejdede stilelementer.

Faktaboks

Også kendt som

Landsforeningen Bedre Byggeskik

Gennem informationsvirksomhed, kurser og tegnebistand fik bygherrer og håndværkere forståelsen for en menneskelig og enkel, rationel byggeskik, kombineret med gedigent håndværk og en god økonomi. Bedre Byggeskik prægede i 1920'erne den anonyme bolig, det lille danske hus, samt erhvervs- og kulturbyggeri i provinsen, fx landbrugsbygninger, mejerier, forsamlingshuse og skoler. En række offentlige kommissioner og udvalg omkring byggeri og byplanlægning havde deres rod i Bedre Byggeskik. Foreningen blev opløst i 1965 på foreningens 50-årsdag, efter en længere periode uden egentligt virke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig