Historicisme er inden for arkitektur en overordnet betegnelse for brugen af fortidige stilarter og elementer. Begrebet bruges traditionelt til at beskrive arkitekturen mellem 1820 og ca. 1900, da der sideløbende blev anvendt en række forskellige historiske stilarter i en ny udformning såsom nygotik og nyrenæssance. En forældet betegnelse for stilen er stilforvirring.
Søtorvet i København er opført 1873-1876 og et eksempel på den internationalt orienterede historicisme i Danmark. Bygningerne er inspireret af franske palæer. Af "it's a foot!" Foto: 2010.
CC BY SA 2.0
historicisme (arkitektonisk stilart)
Det kongelige Teater i København er bygget i 1872-74 i henhold til en konkurrence vundet af Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen. Stilen er primært inspireret af den italienske renæssance. Det håndkolorerede lysbillede stammer fra serien "Vort land" udført af firmaet V. Richter i København i første halvdel af 1900-tallet.
Historicismens oprindelse og hovedtendenser
Herregården Frijsenborg i Østjylland blev i 1857-67 gennemgribende ombygget af Ferdinand Meldahl for lensgreve C.E. Krag Juel Vind Friis. Den valgte stil var renæssance, og resultatet blev et pionerværk i den danske historicisme.
De første skridt til historicismen blev taget i 1700-tallets midte. På dette tidspunkt opstod nyklassicismen som et nyt bud på opnåelsen af en universel stil. Den havde to karakteristika, som pegede fremad. For det første ønskede den en ny ærlighed i form af, at en bygnings ydre skulle afspejle, hvad den skulle bruges til. Dertil kom, at den i sin søgen efter oprindelighed vendte tilbage til antikkens former. Disse former blev dog brugt på en ny, betydende vis, så fx revolutionsårenes Frankrig hentede sine forbilleder i den romerske republik, for efter Napoleons kejserkroning i 1804 at gå over til at søge inspiration i kejsertidens Rom.
Både ønsket om det udtryksfulde ydre og udnyttelsen af stilarternes symbolværdi blev bærende elementer i historicismen.
Inden for 1700-årenes havekunst blev nyklassicismens hovedtendenser koblet sammen, så der i en og samme have kunne bygges lysthuse i forskellige stilarter som fx gotisk, kinesisk og arabisk.
Enkelte bygningsarkitektoniske værker blev i de samme år også opført i andre historiske stilarter end de klassicistiske, fx den engelske forfatter Horace Walpoles herregård Strawberry Hill House, der blev bygget 1749 – ca. 1779 som en gennemført gotisk pastiche. Men først i 1800-tallets første halvdel blev de antikt inspirerede stiludtryk for alvor udfordret af former hentet fra andre historiske perioder.
Baggrunden for den nye stil
Årsagerne til historicismens gennembrud var mange. Teknologiske fremskridt havde skabt befolkningstilvækst, nye industrier, nye bygningstyper og nye materialer, som indenfor arkitekturen var jern, stål og mod 1800-tallets slutning jernbeton. De hævdvundne samfundsstrukturer var blevet brudt op. Borgerskabet havde fået en hidtil uset dominans, og det enkelte menneske havde både fået selvbestemmelse og et skræmmende ansvar for sin egen skæbne. Dermed opstod en ny interesse for historien og en ny nationalfølelse.
Det frie valg af stil
Universitetsbiblioteket i Fiolstræde i København, opført i teglsten og støbejern 1857-1861, er resultatet af den første arkitektkonkurrence i Danmark om et stort offentligt byggeri. Inspirationen fra middelalderens arkitektur ses bl.a. i den to etager høje bogsal med tøndehvælvet over det smalle midterrum, båret af støbejernssøjler.
Historicismens interiørkunst fik i 1801-1812 en grundbog i form af de to indflydelsesrige franske arkitekter Charles Percier og Pierre-François-Léonard Fontaine Recuel de décoration intérieure …. Heri kunne samtiden læse om, hvordan industrien greb fat i de mest populære genstande og indledte en masseproduktion af kopier i billigere materialer. Ifølge den dansk-tyske arkitekt G.F. Hetsch, som i et foredrag udgivet i 1848 også kom ind på Percier og Fontaine, havde ”Hovedkilden for al slags Mode i de sidste Aarhundreder stedse … været i Frankrig”. Derfor ville alle have den stil, som havde været brugt af de herskende klasser under Ludvig 14. den Store og Ludvig 15., og der var kommet et mægtigt marked for fabriksfremstillede varer i ”Parykstilen og det saakaldte Rococo”.
Nyrokokoens popularitet gjaldt dog stort set kun bygningernes indre. Til deres ydre blev der udover den stadig anvendte klassicisme oftest valgt nygotik eller nyrenæssance. I de fleste tilfælde var den ydre stilart helt bogstaveligt talt kun ydre, idet de nybyggede huse blev opført i moderne materialer og fik en tidssvarende indretning. Stilarten blev derpå dekorationen af konstruktionen.
I løbet af 1800-tallet blev det mere og mere almindeligt, at de forskellige stilarter blev knyttet til bestemte funktioner, så fx kirker fortrinsvis blev bygget i nygotik, rådhuse i en klassicisme inspireret af stilen i oldtidens demokratiske Athen osv.
Nygotik og nyrenæssance
Berlin. Karl Friedrich Schinkel. Friedrichwerdersche Kirche 1824-30.
Gotikken var især blevet brugt i Nordeuropa, og hér kunne bygninger opført i nygotik derfor antyde en lang historisk – og national – kontinuitet. Hertil kom, at middelalderen med dens naturnære liv og gode håndværkstraditioner i stigende grad blev set som en modpol til den tiltagende industrialisme. Det gjorde de middelalderlige stilarter, især den karakteristiske gotik, til udtryk for et særligt lykkeligt samfund.
Et nygotisk hovedmonument i England var Parlamentsbygningen i London (1840-1865) af Charles Barry og Augustus Welby Northmore Pugin. I Tyskland havde den unge Johann Wolfgang Goethes hyldest til domkirken i Strasbourg givet gotikken status af en særlig tysk stil — selvom netop tyske kunsthistorikere fandt ud af, at den var opstået i Frankrig. Interessen for gotikken førte blandt andet til, at arbejdet på domkirken i Köln, som havde ligget stille siden 1560, nu blev genoptaget og kirken fuldført i 1880.
Fx Karl Friedrich Schinkel arbejdede både i en klassicistisk stil og en nygotisk og kombinerede stiltrækkene i en konstruktivt saglig, enkel stil. Også den såkaldte rundbuestil, der havde sine kilder i såvel romansk som oldkristen og byzantinsk arkitektur, blev populær, i særlig grad i Sydtyskland omkring München.
I 1800-tallets midte blev gotikken udfordret af nyere og mere internationale stilarter. Blandt andet inspireret af Napoleon 3.s udvidelse af Louvre i 1850'erne kom nyrenæssance og nybarok til at præge etageejendomme, teatre og stormagasiner i Europas storbyer i århundredets sidste halvdel.
Dansk historicisme
Det kongelige Bibliotek i København, der blev opført 1898-1906 af Hans J. Holm med J. Magdahl-Nielsen som konduktør, er bygget af hjemlige røde tegl suppleret med sandsten og granit i en personlig, nyromansk stil. En central vestibule er inspireret af Karl den Stores paladskapel i Aachen fra omkring 800.
Danmark fulgte stort set udviklingen i Tyskland. Med repræsentanter som G.F. Hetsch og Jørgen Hansen Koch holdt klassicismen sig længe, men forkærligheden for middelalderen voksede. Et særligt dansk træk var den udstrakte brug af kamtakker på de røde teglbygninger. Da Frederiksborg Slot i december 1859 brændte ned, opstod en ny interesse for Christian 4. og gav hans tids stil, nederlandsk renæssance, en ny popularitet. Det genopbyggede Frederiksborg Slot fik også interiører i denne stil.
Mod århundredets slutning opstod to hovedretninger i den danske arkitektur. Den ene gruppe arbejdede i en nationalromantisk stil med karakteristiske danske stilarter og danske materialer som fx tegl. Hovedfiguren i denne "nationale" retning var J.D. Herholdt. Den anden hovedretning var de såkaldte europæere, anført af Ferdinand Meldahl. De var internationalt orienterede og beherskede ikke mindst den parisiske elegance, som ses i eksempelvis de to københavnske byggerier Søtorvet (1873-1876) af Vilhelm Petersen (1830-1913) og Ferdinand Jensen (1837-1890), og Det Kongelige Teater (1872-1874) af Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen.
Restaureringer
Grundtvigskirken er opført på Bispebjerg Bakke, hvor kirkens arkitekt P.V. Jensen-Klint i årene 1924-26 også opførte størstedelen af den omgivende bebyggelse På Bjerget sammen med Vilhelm Vittrup, Charles J. Schou og Georg Gøssel. Kirken og kvarterets huse danner en harmonisk helhed med trappegavlene som gennemgående motiv.
Med interessen for historien fulgte både selve de kasseopdelte stilklassificeringer og en ny interesse for de historiske bygninger og deres bevaring.
I Frankrig var Eugène Emmanuel Viollet-le-Duc fortaler for restaureringer, der skulle genskabe den oprindelige bygning i dennes ideale skikkelse. Han var især optaget af den gotiske stils konstruktive principper, som han bestræbte sig på at overføre til moderne materialer.
Troen på, at en bygning kunne perfektioneres ved at få en mere ensartet eller såkaldt renere stil indgik i den danske kirkesynslov af 1861, hvori det hed, at enhver kirke ved en restaurering så vidt muligt skulle føres tilbage til sin oprindelige stil. Dette tilbageføringsprincip blev først i 1922 trukket ud af kirkeloven igen, kun få år efter, at Det kongelige Danske Kunstakademi var holdt op med at kræve de kvartalsvise afgangsprøver i arkitektur holdt i en nærmere angivet stil. Men en restaureringsiver baseret på kirkesynsloven af 1861 havde været stor og tit voldsom, som da Viborg Domkirke faktisk blev nybygget (1864-1876) af N.S. Nebelong og H.B. Storck.
Historicismens efterliv
Den velbevarede lejlighed i Frederiksholms Kanal 18, indrettet omkring 1890 og i dag kendt som Nationalmuseets klunkehjem, har interiører med møbler i forskellige stilarter tilsat sin tids tunge tekstiler, ofte med de karakteristiske kvaster eller klunker. Lejlighedens salon er udført i en slags nyrokoko.
Efter 1900 klingede historicismen af med storværker, der tolkede gamle stiltræk på en original måde såsom Københavns Rådhus af Martin Nyrop (opført 1892-1905) og P.V. Jensen Klints Grundtvigskirke (færdig 1940) i København.
Som overordnet betegnelse inkluderer historicisme også visse postmodernistiske strømninger, der har gjort sig gældende siden 1970'erne. Den beskriver da en eklektisk stil, hvor der anvendes elementer fra forskellige stilarter, især den klassiske tradition og ofte med en ironisk drejning.
Historicisme inden for kunsthåndværk og kunstindustri
Historicisme. Bogskab i gotisk stil, udført i nøddetræ 1858 af den københavnske møbelsnedker C.G. Wille; på konsollerne står figurer af Adam Oehlenschläger, Johann Gutenberg og Saxo.
Nyklassicismens anvendelse af klassiske stilarter blev fra 1830'erne afløst af en generel vækkelse, der som følge af tidens historieinteresse tog tidligere stilarter som forbilleder for den voksende mængde kunstindustri, som med industrialismen for alvor satte gang i masseproduktion af brugsting.
Samtidig med indsamling af antikviteter blev alt fra gotiske emaljearbejder til renæssancekister nu kopieret, og romansk, maurisk og barok ornamentik fandt vej til nye brugsgenstande.
Forbillederne fandt man i de nye museer for kunstindustri og i de mange plancheværker, der minutiøst gengav stilarterne. Med tiden blev efterligningen erstattet af en friere inspiration, der i Danmark med skønvirkestilen omkring 1900 mundede ud i en nationalt orienteret udtryksform.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.