Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

high tech

Oprindelige forfattere MG-J og VAMoe Seneste forfatter Redaktionen

Centre Georges-Pompidou.

Centre Georges-Pompidou.

high tech, fortrinsvis britisk arkitekturstrømning, der dels bygger på en fascination af den moderne teknologi, dels insisterer på ærlighed over for den teknologiske tidsalder. High techs foretrukne materialer er stål og glas, og dens udtryk domineres i reglen af en stærkt eksponeret bygningskonstruktion.

High tech har rødder i den modernistiske bevægelse og opstod bl.a. under påvirkning fra arkitektgruppen Archigrams science fiction-projekter i 1960'erne. Gennembruddet kom med Pompidoucentret (1977) i Paris af Richard Rogers og Renzo Piano.

Begrebet high tech er en forkortelse af am.eng. high technology 'højteknologi'.

Andre hovedværker er Michael Hopkins' eget hus (1976) i London, Norman Fosters Renault Distribution Center (1982) i Swindon og Hongkong and Shanghai Banking Corporation (1986) i Hongkong, Richard Rogers' Lloyd's of London (1986) og Nicholas Grimshaws Waterloo Station (1993), begge i London. High tech-arkitekturen har aldrig rigtig slået an i Danmark.

Annonce

High tech slog også igennem i interiørdesign, hvor genstande fra fabrik og kontor vandt indpas og fik en afsmittende virkning på visse designere. Blankt stål, få farver og ingen ornamentik lod struktur og materiale få første prioritet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mirjam Gelfer-Jørgensen, Vibeke Andersson Møller: high tech i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91397