Dekonstruktivisme er en arkitekturretning, der opstod i 1970'erne. I 1988 kulminerede en international arkitekturdebat med, at der blev trukket en effektiv grænse mellem postmodernisme og dekonstruktion. På dekonstruktionens side udgøres kernen af arkitekter, som i deres gennembrudsår i 1970'erne tilstræbte et opgør med de klassiske arkitektoniske begreber konstruktion, funktion og form samt med disse begrebers indbyggede relation mellem arkitektur og samfund. Hensigten var at realisere arkitektur som selvstændig struktur.
I 1980'erne viste det sig, at disse bestræbelser faldt i tråd med det filosofiske dekonstruktionsbegreb, og to af den arkitektoniske bevægelses centrale skikkelser blev involveret i direkte samarbejde med filosoffen Jacques Derrida. Det var schweizeren Bernard Tschumi, hvis hovedværk er Parc de la Villette i Paris (1982-1989), og amerikaneren Peter Eisenman, hvis vigtigste arbejde i Europa er et boligkompleks i Koch Straße i Berlin (1982-1987). Med til denne inderkreds regnes også den polskfødte Daniel Libeskind med blandt andet det jødiske museum i Berlin.
En anden tendens inden for dekonstruktivismen har udgangspunkt i en bearbejdning af den russiske konstruktivismes tankegange. Til denne kategori hører arkitektgruppen Coop Himmelblau i Wien, den irakiskfødte Zaha Hadid og arbejder af det tyske arkitektfirma Benisch & Partners.
Et dansk eksempel på arkitektur influeret af dekonstruktion er Arken Museum for Moderne Kunst i Køge Bugt Strandpark af Søren Robert Lund og Musikkens Hus i Aalborg.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.