• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - boligbyggeri

Oprindelige forfattere KZah og PON Seneste forfatter Redaktionen

Danmark. Plan af en karré på Vesterbro i København, opført 1856-80. Den planløse overbebyggelse blev udnyttet til både beboelse, håndværk og småindustri og levnede kun plads til meget små friarealer.

Danmark. Plan af en karré på Vesterbro i København, opført 1856-80. Den planløse overbebyggelse blev udnyttet til både beboelse, håndværk og småindustri og levnede kun plads til meget små friarealer.

Rester af vægge og stolper, som tegner boligernes form og grundplan, viser, at man i bondestenalderen fra ca. 3900 f.Kr. har boet i langhuse med sadeltag. Taget blev båret af én række stolper. Mod stenalderens slutning kunne husene blive op mod 45 m lange med et gulvareal på 350 m2.

Fra ældre bronzealder indtil vikingetiden, ca. 1500 f.Kr.-1050 e.Kr., dominerede det treskibede langhus med beboelse i vestenden og stald i østenden. Fra førromersk jernalder, ca. 500 år f.Kr., findes der spor af en landsby, Grøntoft i Vestjylland, hvor bygningerne har været 10-15 m lange og 5 m brede. De ligger lidt tilfældigt i en stor indhegning, men fælles for dem er, at alle har tagryggen placeret i retning nordvest-sydøst med det afvalmede gavltag vendt mod den fremherskende vind. Under ét tag båret af stolper har mennesker og kvæg boet sammen, og et stort ildsted har været centrum i tilværelsen både dag og nat.

I den senere del af jernalderen, fra ca. 200 e.Kr., bestod gårdene af et stort hovedhus med eller uden stald, suppleret af mindre bygninger inden for et hegn. I vikingetiden (750-1050) havde de største gårde en hovedbygning med buede langvægge, et "Trelleborghus" af samme type som dem, der kendes fra ringborgene.

Annonce

Først i middelalderen forsvandt de jordgravede stolper, og væggene blev sat på en stensyld. Langhuset fik forskellig udformning på land og i by. På landet findes prægtige eksempler på storgårde, fx gården fra Ostenfeld i Sydslesvig (1685, nu på Frilandsmuseet i Sorgenfri).

I købstæderne er typen indgået som den oprindelige bygningsmæssige form, gavlhuset, som gennem tilbygninger har ændret sig i overensstemmelse med enhver tids behov og funktioner, fx Quedens Gård i Ribe, hvis ældste dele er fra 1580'erne.

Den mest karakteristiske bygning på landet i Danmark er den firelængede gård, undertiden udviklet gennem generationer og i løbet af flere århundreder fra oprindelig fritliggende længer. Denne blandede bolig- og erhvervsbygning, som findes med forskellige egnspræg, har indrammet et meget hensigtsmæssigt, beskyttet og privat gårdsrum, hvor boligen optager en af fløjene, således gården fra Pebringe på Sjælland (1600-1800-tallet, nu på Frilandsmuseet).

Ved opbrydningen af landsbyerne i forbindelse med udskiftningen i slutningen af 1700-tallet blev gården med bolig ofte flyttet fra en landsbys lille verden og fik en isoleret placering ude i det samlede jordtilliggende.

Byboligerne, som oprindelig var lave enfamilieshuse eller bygårde, udviklede sig, efterhånden som pladsnøden blev stor, med flere funktioner inden for samme bygningsmæssige ramme. I stueetagen mod gaden placeredes de udadvendte aktiviteter, fx butikker, og bygningens første sal blev bolig for forretningsindehaverens familie; flere etager kunne tilføjes med henblik på udlejning. Større huse opførtes med sidebygninger til soveværelse, køkken, badeværelse og kloset og med værelser til tjenestefolk i tagetagen.

Efter 1850

Udviklingen i det danske boligbyggeri siden 1850 kan i forkortet perspektiv siges at have koncentreret sig særligt om følgende.

Tag over hovedet

Brumleby. En del af den ældste bebyggelse, opført af Gottlieb Bindesbøll, som den fremtræder efter istandsættelsen i 1990'erne. De store plæner er fællesområde for beboerne og andre interesserede.  Stuelejligheder har desuden en privat have, som kan udformes efter fantasi og behov.

Brumleby. En del af den ældste bebyggelse, opført af Gottlieb Bindesbøll, som den fremtræder efter istandsættelsen i 1990'erne. De store plæner er fællesområde for beboerne og andre interesserede. Stuelejligheder har desuden en privat have, som kan udformes efter fantasi og behov.

Forståelsen for den sunde boligs betydning blev manifesteret eksemplarisk af læger, som efter koleraepidemien i 1853 opførte Lægeforeningens Boliger på Fælleden i København (nu Brumleby) med Gottlieb Bindesbøll som arkitekt.

Da handel og industri i både København og andre byer i midten af 1800-tallet begyndte at blomstre, blev der behov for mere arbejdskraft, og stor tilflytning fandt sted fra land til by. Forøgelsen af boligantallet skabtes i første omgang ved de velhavende ejeres tilbygninger af lejeboliger som side- og baghuse bag deres egen bolig i forhuset mod gaden.

Oprettelsen af Østifternes Kreditforening 1851 gav grundlag for at bygge nye lejeboliger. Det skete først langs med byens udfaldsveje og bestod væsentligst af smålejligheder bestemt for lønarbejderne. Med en byggelov for København 1856 blev der fastsat normer for hygiejniske, brandmæssige og konstruktive forhold i det nye byggeri, herunder bestemmelser, som gav anledning til korridorlejlighedstypen med adgang til ensidigt placerede lejligheder fra en lang gang gennem hele bygningen.

Senere væsentlige tilføjelser i loven 1871 og 1875 berørte forholdet mellem bebygget og ubebygget areal og lysafstande. De første boligbebyggelser uden for voldene opførtes i gadelinjen, hvor man gennem porten fik adgang til et eller flere parallelt placerede mellem- og baghuse.

Særlige skatteforhold som arealskatten 1802 favoriserede opførelsen af små lejligheder under 27 m2, idet de var fritaget for skat. Det var ikke ualmindeligt, at en boligs største rum i 1870'erne var under 10 m2.

Plads, lys og luft i bebyggelsen

Med Byggeloven fra 1899 blev der bl.a. krævet gadebredder på over 18 m, gulvareal i beboelsesrum på ca. 6 m2 samt vindue til det fri. Anden lovgivning 1889 med forbud mod korridorlejligheder medførte udvikling af det hoved- og køkkentrappesystem, som karakteriserede dansk boligbyggeri, indtil den brandsikre trappe og altan 1929 blev accepteret som alternativ.

Boligbyggeriet, som stagnerede i 1890'erne, tog igen til omkring århundredskiftet, men blev standset af en bankkrise 1908, og bolignød opstod. Særlig væsentlig for boligkvaliteten omkring 1900 var indførelsen af nye installationer, fx vandkloset.

Mens det tidligere havde været almindeligt højst at inddrage arkitekter i facadeudformningen, engagerede de sig fra nu af som stand også i de små boligers planlægning, såvel i bebyggelsesplaner som i boligernes detaljerede disposition.

Efter 1914 voksede boligbehovet kraftigt. Stigende byggepriser og huslejeregulering medførte, at private bygherrer holdt sig tilbage. Stat og kommune måtte træde til med direkte tilskud til boligbyggeriet, lån eller fritagelse for ejendomsskatter.

1922 blev tilskudsordningen stadfæstet for fem år med Statsboligfonden, som blev genvedtaget i 1933 for yderligere en treårig periode. I dette lov- og tilskudsregi blev i alt 35.000 lejligheder opført. De statslige 40%-tilskud og de kommunale garantier på op til 90% forudsatte opfyldelse af en række betingelser.

Det fysiske resultat var storkarréerne, randbebyggelser omkring store parklignende gårdanlæg, der blev muliggjort af de lave grundpriser, som var en forudsætning for statslånet; et godt eksempel er Hornbækhus (1920-22) i København af arkitekten Kay Fisker. Boligerne i disse karréer havde alle opholdsstuer mod gaden og soveværelser og køkken mod gården.

Op igennem 1920'erne var denne form dominerende. Senere fandt en delvis åbning af karréerne sted; dette blev meget anvendt i 1930'erne, samtidig med at stokbebyggelser med parallelt placerede, fritliggende boligblokke på grønne plæner begyndte at vinde indpas, inspireret af tysk boligbyggeri.

De deraf senere udviklede parkbebyggelser gav alle lejligheder god orientering mod solen med øst-vest-vendte facader. Smukke eksempler er bebyggelserne Ryparken og Blidah (af arkitekten Ivar Bentsen mfl.) ved København.

Den funktionelle bolig

1930'ernes byggeri prægedes kvalitativt af den internationale funktionalisme. Selvom det ofte var muret op af håndværkere, fremstod byggeriet i mange tilfælde, som om det var støbt i beton, med hvide, glatte, pudsede facader.

Indførelsen af altaner og en særlig dansk altankarnap-tradition gav både en arkitektonisk pointe og store brugsmæssige fremskridt i etageboligbyggeriet. Under krigen 1940-45 blev der også brug for jernbeton til andre formål, og man vendte tilbage til de traditionelle danske materialer. Tegl og træ satte sit præg på både 1940'ernes og 1950'ernes boligbyggeri.

Ivar Bentsen. En del af rækkehusbebyggelsen Bakkehusene på Bellahøj i København, opført sammen med arkitekten Thorkild Henningsen 1921-23.

Ivar Bentsen. En del af rækkehusbebyggelsen Bakkehusene på Bellahøj i København, opført sammen med arkitekten Thorkild Henningsen 1921-23.

Naturligvis var der hele tiden blevet bygget villaer, enfamilieshuse og andet lavt byggeri, men nu blev opførelse af lavt byggeri forstærket og mere almindeligt end etagebyggeri. Særlig bemærkelsesværdige eksempler på lavt byggeri, som gav beboerne adgang til de goder, som ellers var forbeholdt velhavere: lys, luft og egen have, opstod gennem samarbejde på store arbejdspladser.

Talmæssigt var deres betydning ikke stor, men i 1930'erne var der blevet åbnet for støtte til lavt byggeri, og det traditionelle rækkehus, som allerede var "genopdaget" i 1920'erne af arkitekterne Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen, blev en meget udbredt boligform. Med sin tæthed og sine friarealer gav den uforlignelige fritids- og opvækstmuligheder.

Det industrielle produkt

1950'ernes boligbyggeri hører til det kvalitativt ypperste, man kan fremvise i dansk arkitektur. Forklaringen findes ikke mindst i den boligbyggeruddannelse, som arkitekten Kay Fisker skabte på Kunstakademiets Arkitektskole i 1930'erne og 1940'erne. Han gik ind for den funktionelle tradition som en fornyende udvikling svarende til enhver tids behov, men forankret i stedets tradition og med menneskelige og sociale dimensioner.

I 1950'erne slog imidlertid også højhusene og det industrialiserede byggeri for alvor igennem med en række meget store bebyggelser, hvis disposition var præget mere af ønske om monumentalitet og opførelseseffektivitet end af tanke på livet mellem husene.

Et eksempel fra 1960'erne på dette byggeri er Høje Gladsaxe ved København med bl.a. Hoff & Windinge som arkitekter. Grunden blev hermed lagt til en hed debat for og imod det industrialiserede boligbyggeri og højhuset som boligform.

Statslånsordninger fra 1946 gjorde det samtidig tilgængeligt for flere at erhverve eget hus for en rimelig pris, eventuelt i form af et typehus; i 1950'erne udgjorde parcelhusene mere end 40% af årtiets samlede byggeri på 200.000 boliger. Igennem arkitektkonkurrencer udvikledes nye bygningsformer, fx atriumhuset i 1955; det blev senere anvendt i massebyggeriet, fx i Albertslund, som Fællestegnestuen forestod i 1960'erne.

En fuldstændig liberalisering af boligbyggeriet fandt sted i 1950'erne, fulgt af omfattende privat byggeri og huslejestigninger i den gamle boligmasse, som husejerne tjente på. Fra 20.000 boliger om året i 1958 voksede tallet til 50.000 enheder om året i 1969.

De almennyttige boligselskaber, der siden 1920'erne havde stået for de fleste betydningsfulde boligbebyggelser, gik også ind i de organisatoriske opgaver, der var knyttet til opførelse og drift af 1960'ernes store montagebyggerier, som blev stimuleret af særlig lovgivning om modulplanlægning (1956), om montagebyggeri (1960) samt af Landsbyggeloven (1960) og de dertil hørende dispositionsplaner for alle danske byer.

Den sociale dimension

Reaktionen mod disse store, monotone bolig- og sovebyer kom i slutningen af 1960'erne. Fra flere sider krævedes mere socialt og mere varieret byggeri, præget af brugernes ønsker og medbestemmelse.

Allerede i begyndelsen af 1970'erne blev der realiseret bebyggelser, som imødekom både beboernes udfoldelsesmuligheder og ønskerne om medindflydelse. Men de store enheder havde deres egne indbyggede, sociale problemer, selvom de enkelte lejligheder var velplanlagte, veludstyrede og større, end man tidligere havde oplevet.

Vandkunsten. Boligbyggeriet Det blå ophjørne (1988-89), Christianshavn.

Vandkunsten. Boligbyggeriet Det blå ophjørne (1988-89), Christianshavn.

I 1971 fremmedes arkitektkonkurrencer om nye boformer i henholdsvis etageboligbyggeri og tæt-lavt byggeri. De resulterede i opførelsen af tæt-lavt byggeri, fx Tinggården ved Køge med tegnestuen Vandkunsten som arkitekter, der viste nye måder at indramme mere fælles livsformer på.

Det tæt-lave byggeri dominerede i en periode helt boligbyggeriet. Fra 1975, da virkningerne af den første oliekrise slog igennem, neddæmpedes byggeriet. Kun en vis eksportvirksomhed, skattebegunstiget parcelhusbyggeri med fradragsmuligheder samt den begyndende byfornyelsesaktivitet gav beskæftigelse til byggebranchen. Men man fik demonstreret, at industrialiseret byggeri også kan være varieret i former, farver og boligtyper, og at det kan fungere fleksibelt og udføres med brugerdeltagelse i planlægningen.

Bofællesskaber blev indrettet eller opført flere steder i landet. Også i større sociale eller almennyttige bebyggelser lagde man vægt på at fremme fællesskabet mellem beboerne gennem bevidst arbejde, bebyggelsesplanlægning, stiforløb o.l. og ved at fremme muligheder for og plads til samvær.

I 1980'erne stagnerede boligbyggeriet, især parcelhusbyggeriet, og i begyndelsen af 1990'erne faldt det til det laveste niveau siden 2. Verdenskrig. Byggesektoren har siden befundet sig i en alvorlig krise, selvom en vis eksportaktivitet især af arkitekt- og ingeniørarbejde stadig gør sig gældende.

Rapporter, fx Ølgaardrapporten 1988, har fastslået, at der er bygget boliger nok i Danmark. Alligevel udvikles der gennem konkurrencer i 1990'erne flere nye variationer af etageboliger. Nye idéer om fleksibilitet, om bymæssighed og om integration, om fællesskaber samt senest om økologi har været udgangspunkter og inspiration. Se også enfamilieshus.

Boligbyggeriet er fortsat præget af stagnation, og der er siden midten af 1990'erne bygget meget få almene boliger, samtidig med at en betydelig del af de ca. 500.000 almene boliger i Danmark har behov for at blive forbedret.

I flere af de større byer er der boligmangel; her har den enkelte i øvrigt i gennemsnit kun 40 m2 til rådighed mod 50 m2 i landet som helhed. 1990'ernes gode erfaringer med at indføre blandede ejerforhold i boligområder samt at udføre byfornyelse, kvarterløft og karrérydninger udnyttes fortsat, ligesom man gennem bl.a. øget logistikstyring og målrettede arkitektkonkurrencer søger at gøre dansk byggeri bedre og billigere uden at sætte kvalitet og brugsværdi over styr.

By- og Boligministeriet, der stod bag en lang række udviklingsprojekter, blev nedlagt ved VK-regeringens tiltræden i 2001, og hovedparten af ministeriets forretningsområder overførtes til Økonomi- og Erhvervsministeriet. Se også afsnittene om fremstillingsvirksomhed og boligforhold.

Læs mere om Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Zahle, Poul Otto Nielsen: Danmark - boligbyggeri i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61099