• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alvar Aalto

Oprindelig forfatter VAMoe Seneste forfatter Redaktionen

Alvar Aalto. Koncertsalen i Finlandiahuset i Helsinki, der blev opført 1973-75. Aaltos organisk prægede udformning af rummet fremhæves af de skarpt skårne balkoner i carraramarmor på en baggrund af væggenes mørke relief i bøjet træ.

Alvar Aalto. Koncertsalen i Finlandiahuset i Helsinki, der blev opført 1973-75. Aaltos organisk prægede udformning af rummet fremhæves af de skarpt skårne balkoner i carraramarmor på en baggrund af væggenes mørke relief i bøjet træ.

Alvar Aalto, Hugo Alvar Henrik Aalto, 3.2.1898-11.5.1976, finsk arkitekt. Allerede tidligt blev Alvar Aalto internationalt kendt som en af modernismens førende og meget personlige fortolkere. Han repræsenterede en organisk arkitektur, der i sin materialeholdning og sine bølgende og irregulære former kombinerede en funktionalistisk og en regional arkitektur. Især en udbredt brug af træ blev et karakteristisk træk i Aaltos arbejder.

Efter sin uddannelse som arkitekt i Helsinki i 1921 fjernede Alvar Aalto sig snart fra 1920'ernes finske klassicisme og vendte sig mod tidens nye internationale funktionalisme, som det ses i dagbladet Turun Sanomats bygning i Turku/Åbo (1928-29) og hovedbiblioteket i Viipuri/Viborg (nu Vyborg i Rusland) (1930-35).

Hans internationale gennembrudsværk, sanatoriet i Paimio/Pemar nær Åbo (1929-33), blev således opført som en betonkonstruktion med hvide, dekorationsløse facader, vandrette vinduesbånd med stålrammer og flade tage. I 1925 blev Aalto gift med arkitekten Aino Marsio (1894-1949), der herefter virkede som hans medarbejder, bl.a. ved formgivning af møbler.

Annonce

I 1930'erne introducerede Alvar Aalto nye, regionalt forankrede materialesammensætninger. De forskellige teksturer og overfladevirkninger i behandlet og ubehandlet træ, i blank og pudset tegl, blev et af hovedtemaerne i hans bygninger, også i hans eget sommerhus i Muuratsalo (1953). I Villa Mairea ved Pori/Björneborg (1937-39) skabte de åbne facader og rummenes rustikke materialer en flydende overgang mellem inde og ude. Den finske natur dannede udgangspunkt for de bølgende bygningsformer og trækonstruktioner i de finske pavilloner til verdensudstillingerne i Paris (1937) og New York (1939).

Alvar Aalto. Rådhuset i den lille sydfinske by Säynätsalo blev opført 1950-52. Det er bygget i røde teglsten, træ og kobber og udformet som en gruppe af kubiske bygninger omkring en indre gård. Rådhuset, der fik stor indflydelse på samtidens arkitektur, regnes for et af Aaltos hovedværker.

Alvar Aalto. Rådhuset i den lille sydfinske by Säynätsalo blev opført 1950-52. Det er bygget i røde teglsten, træ og kobber og udformet som en gruppe af kubiske bygninger omkring en indre gård. Rådhuset, der fik stor indflydelse på samtidens arkitektur, regnes for et af Aaltos hovedværker.

Den internationale anerkendelse af Aalto gjorde ham til gæsteprofessor 1940-49 ved Massachusetts Institute of Technology i Cambridge. Her tegnede han Baker Dormitory (1946-47), som indledte 1950'ernes rene teglstensarkitektur, karakteriseret ved plastiske og skulpturelle bygningsformer; et hovedværk i denne genre er det lille rådhus i Säynätsalo nær Jyväskylä (1950-52).

I samme periode tegnede han også den stærkt organisk udformede Vuoksenniska Kirke ved Imatra (1957-59). I de større bygningskomplekser anvendte han mere sammensatte former. Den vifteformede plan blev her et fast kendetegn, som i Kulturhuset i Helsingfors (1955-58) og i auditoriet i Otaniemis polytekniske læreanstalt (1961-64). Hvid marmor og pudsede facader blev de foretrukne materialer i 1960'erne, fx i Finlandiahuset i Helsinki (1973-75) og Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg (1969-73), som Aalto byggede sammen med den danske arkitekt, Jean-Jacques Baruël (1923-2010), og den finske arkitekt, Elissa Mäkiniemi (1922-1994), hans anden hustru, som han blev gift med i 1952. Det hvide og organiske går igen i byggeriet af administrations- og kulturcentret i Rovaniemi i Lapland.

Byggeriet består af et biblioteket (1961), et rådhus (1963) og teaterbygningen Lappia Huset (1969). Aalto fik også mange opgaver uden for Finland, hvoraf flere blev erhvervet gennem konkurrencer. I Tyskland forestod han fx kulturcentret i Wolfsburg (1959-62) og operahuset i Essen (tegnet 1959, opført 1986-88), i Island Nordens Hus i Reykjavík (1965-69), i Italien kirken i Riola ved Bologna (1972-78).

Alvar Aalto virkede også som byplanlægger, og han opførte bycentre i bl.a. Seinäjoki (1952-66). Som møbelarkitekt arbejdede han i begyndelsen med stålrør, men han gik snart over til at anvende træ, især lamineret træ, der kunne bøjes og formpresses. Hans stabelbare trebenede taburet, Taburet 60, der blev udviklet i 1929-35 til hovedbiblioteket i Viborg, er stadig i produktion. Paimio-stolen fra 1931-32, der er udført til tuberkulosesanatoriet i Paimio, er ligeledes en klassiker. Som formgiver arbejdede han også med lamper og glas, bl.a. Savoyvasen (1936).

Alvar Aalto modtog mange internationale hædersbevisninger, bl.a. guldmedalje fra Royal Institute of British Architects 1957 og Sonningprisen 1962. Han var formand for Finlands Akademi 1963-68.

Alvar Aalto-museets hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke Andersson Møller: Alvar Aalto i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=507670