Faktaboks

Gunnar Asplund

Erik Gunnar Asplund

Født
22. september 1885
Død
20. oktober 1940
Gunnar Asplund

Den svenske arkitekt Gunnar Asplund. Foto: ca. 1940.

Skogskyrkogården
Skogskrematoriet, monumentalhallen (1940).
Af /ArkDes.
Licens: CC PDM
Paradiset
Gunnar Asplunds restaurant "Paradiset", Stockholmsudstillingen 1930.
Af /ArkDes.
Licens: CC PDM

Gunnar Asplund var en svensk arkitekt. Han var sin periodes mest fremtrædende svenske arkitekt, kendt som den, der gennem sin udformning af Stockholmsudstillingen 1930 banede vejen for funktionalismen i Skandinavien. Han var 1931-1940 professor ved Kungliga Tekniska Högskolan (KTH) i Stockholm.

Realskolen i Karlshamn viser spændvidden i Asplunds produktion; den er opført 1912-18 i nationalromantisk stil, mens en tilbygning fra 1936 er funktionalistisk.

Før 1930 var Asplund kendt for sine nyklassicistiske bygninger, fx Tinghuset i Sölvesborg, Villa Snellman og Skandiabiografen i Stockholm; det mest monumentale arbejde fra perioden er Stadsbiblioteket i Stockholm (1924-1928), en kvadratisk bygning, i hvis midte der rejser sig et kraftigt rundt tårn med læsesal og bogmagasin. Opbygget af enkle geometriske bygningskroppe er biblioteket beslægtet med den danske arkitekt C.F. Hansens arbejder; begge synes at være inspireret af de franske revolutionsarkitekter.

Blandt Asplunds sene værker vakte udvidelsen af Göteborgs rådhus (konkurrenceprojekt 1913, opført 1935-1937) særlig opmærksomhed ved sin forbilledlige forening af tilbygningens funktionalisme med den ældre bygnings klassicisme.

Skogskyrkogården i Stockholm er nok Gunnar Asplunds mest originale værk. Opgaven fik han sammen med arkitekten Sigurd Lewerentz, efter at de havde vundet en konkurrence 1915, og Asplund opførte bl.a. Skogskapellet (1918-1928) og Skogskrematoriet med tre kapeller (1934-1940). En eksisterende skov er udnyttet som kirkegård; de enkelte gravsteder er ikke markeret, og gravstenene ligger i plan med græs- og skovbund; naturoplevelsen dominerer helheden af bygninger og landskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig