Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ludwig Mies van der Rohe

Oprindelig forfatter Utoft Seneste forfatter Redaktionen

New York. Seagram Building af Ludwig Mies van der Rohe og Philip Johnson, 1954-58, der regnes blandt modernismens hovedværker.

New York. Seagram Building af Ludwig Mies van der Rohe og Philip Johnson, 1954-58, der regnes blandt modernismens hovedværker.

Ludwig Mies van der Rohe, 27.3.1886-17.8.1969, tysk-amerikansk arkitekt, rektor for Bauhaus i Dessau og Berlin 1930-33 og professor ved Illinois Institute of Technology (IIT) i Chicago 1938-58.

Ludwig Mies van der Rohe er en af de mest betydningsfulde arkitekter i 1900-tallet, i 1920'erne og 1930'erne som en af pionererne for den internationale stil og i 1950'erne og 1960'erne som ledende eksponent for minimalismen.

Hans værker fremstår afklaret med en enkel og elegant komposition i stål, glas og sten — som en syntese af kunst, teknologi og godt håndværk ned til mindste detalje. Et grundlæggende princip i hans arkitektur er en minimal og synlig konstruktion som søjleplade eller stålskelet, der giver mulighed for at skabe asymmetriske, åbne rumforløb.

Annonce

Mies van der Rohe blev uddannet på en række tegnestuer, bl.a. hos møbeldesigneren Bruno Paul 1905-07 og hos arkitekten Peter Behrens 1908-11, begge i Berlin.

Frem til ca. 1920 præges hans værker af en klassicisme influeret af Karl Friedrich Schinkel, og trods et meget anderledes formsprog karakteriseres de af en enkelhed i formen, en perfektionering af proportionerne samt en elegance i detaljerne, som også kendetegner Schinkels bygninger.

Kontakt med ekspressionisterne i Berlin resulterede i en række revolutionerende projekter 1919-24, bl.a. skyskraberprojekter med glas facaden rundt, der gav et maksimalt lysspil over en prismatisk eller kurvet facade. Næsten profetisk var en kontorbygning fra 1922 med kontinuerlige vandrette vinduesbånd mellem bånd af lette metalplader — et logisk og enkelt motiv, der senere skulle blive udbredt.

Som næstformand for Deutscher Werkbund fik Mies van der Rohe til opgave at planlægge boligudstillingen Weissenhof Siedlung ved Stuttgart i 1927. Han tegnede selv den overordnede plan og en boligblok og fik en række af Europas ledende arkitekter, bl.a. Walter Gropius, Le Corbusier,J.J.P. Oud og Hans Scharoun, til at tegne de øvrige bygninger.

Karakteristisk for en stor del af Mies van der Rohes privathuse, hvoraf mange forblev projekter, er rumforløbene dannet af L- og T-formede vægge, der under et fladt tag skyder sig ud og bryder husets skærmende skal af glas. Formationen ses i grundplanen for Tysklands pavillon på verdensudstillingen i Barcelona i 1929.

Hertil tegnede Mies den senere berømte Barcelonastol i stål og læder, der ved åbningsceremonien anvendtes som kongestol til Alfonso 13. Bygningen, der betragtes som en af 1900-tallets betydeligste arkitekturværker, blev genopført på sin oprindelige plads 1983-86.

 Den fjedrende stålrørsstol fra 1927, udviklet af Mies van der Rohe.

Den fjedrende stålrørsstol fra 1927, udviklet af Mies van der Rohe.

I 1930 blev Mies van der Rohe rektor for Bauhaus i Dessau, men på grund af det politiske klima så han sig allerede i 1932 nødsaget til at flytte skolen til Berlin, hvor den dog kun overlevede indtil 1933, da nazisterne lukkede den.

I 1938 emigrerede Mies van der Rohe til USA for at blive professor ved Illinois Institute of Technology (IIT). Hans radikale og disciplinerede undervisning blev verdenskendt såvel som den nye campus til IIT, som han tegnede 1940-56, og som består af lave kubiske bygninger forskudt i forhold til hinanden; de er opført i stål, tegl og glas, der spejler landskabet.

Til skolens mest kendte bygning, arkitektskolen Crown Hall (1950-56), udviklede han det fritspændte flade tag, han siden anvendte i projekter til teater- og forsamlingsbygninger, bl.a. Neue Nationalgalerie (1968, Berlin) og Toronto Dominion Bank (1969).

I 1950'erne vakte Mies van der Rohe tillige opmærksomhed med to skyskrabere: Lake Shore Drive i Chicago (1948-51) og Seagram Building i New York (1954-58 s.m. Philip Johnson), en skyskraber med stålskelet og facade i mørktonet glas og bronze, der fik mange efterfølgere verden over.

En prestigefyldt arkitekturpris, Mies van der Rohe-prisen eller European Union Prize for Comtemporary Architecture - Mies van der Rohe Award, er blevet uddelt hvert andet år siden 1988, som EU's officielle arkitekturpris siden 2001 (hvor prisen uddeltes istf. i 2000). Den bestyres af Fundació Mies van der Rohe i Barcelona og er på 60 000 euro (2011) samt en skulptur, der fremstiller Mies van der Rohes Barcelona-pavillon fra 1929.

Læs mere om tysk arkitektur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Utoft Christensen: Ludwig Mies van der Rohe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125272