• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lúcio Costa

Oprindelig forfatter VAMoe Seneste forfatter Redaktionen

Lúcio Costa, 27.2.1902-13.6.1998, brasiliansk arkitekt og byplanlægger. Lúcio Costa fik afgørende indflydelse som en af de første arkitekter, der introducerede de modernistiske idealer i Brasilien.

1936-43 ledede han opførelsen af Undervisnings- og Sundhedsministeriets bygning i Rio de Janeiro, hvor han indarbejdede flere arkitektoniske elementer fra Le Corbusier, der desuden var konsulent for byggeriet.

Sammen med Oscar Niemeyer forestod Costa Brasiliens pavillon ved verdensudstillingen i New York i 1939.

Lúcio Costas væsentligste indsats var dog udformningen af byplanen til den nye hovedstad Brasília i 1957, disponeret med funktionelt adskilte områder.

Læs mere om brasiliansk arkitektur.