Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Claude-Nicolas Ledoux

Oprindelig forfatter ALThy Seneste forfatter Redaktionen

Claude-Nicolas Ledoux' idealby Chaux med det cirkulære, aldrig fuldførte saltværk som midtpunkt. I centrum ses direktørboligen flankeret af de to store bygninger, hvor saltet inddampes. Rundt om disse er arbejderboliger med små køkkenhaver. Illustration fra Ledoux' L'Architecture considerée sous le rapport de l'art, des moeurs et de la législation fra 1804.

Claude-Nicolas Ledoux, 1736-1806, fransk arkitekt. Claude-Nicolas Ledoux er den førende repræsentant for den såkaldte revolutionsarkitektur.

Hans hovedværker er dog alle opført endnu under og ofte for kongemagten, fx de af folket forhadte toldbygninger ved indkørslerne til Paris (fra 1787), hvoraf kun få er bevaret.

Ved de kongelige saltværker i Arc-et-Senans planlagde han idealbyen Chaux, som kun delvis blev opført (1775-79). Mens Ledoux' nu forsvundne privathuse kunne være venligt elegante, viser de offentlige hans strenge stil: rene, stereometriske former med store plane murflader og uindrammede dør- og vinduesåbninger, men med udstrakt brug af frie, glatte søjler.

Annonce

Dette program rendyrkede Claude-Nicolas Ledoux i projekter af ofte kolossale dimensioner, præget af hans passion for grundformer som kuben, kuglen, keglen og cylinderen. De blev publiceret 1804 og fik stor indflydelse i hele Europa.

Læs mere om fransk arkitektur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Lise Thygesen: Claude-Nicolas Ledoux i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115457