Faktaboks

Lewis Mumford
Født
1895
Død
1990

Lewis Mumford, 1895-1990, amerikansk sociolog, kulturhistoriker og byplanteoretiker; professor ved University of Pennsylvania 1951-59 og ved MIT.

Lewis Mumford var egentlig uddannet biolog, men påvirket af den britiske biolog og sociolog Patrick Geddes (1854-1932) og den britiske havebybevægelse vendte han sin interesse mod byplanlægning.

Mumford fandt den moderne storby med biltrafik, skyskrabere og hektisk liv inhuman og mente, at teknisk-videnskabelige triumfer truede den menneskelige eksistens. Han priste småbyen og det lokale naboskab og var humanistisk og økologisk orienteret. Han var tillige aktiv i regionplanlægning, bl.a. i New York og i England, hvor han kritiserede den private isolation i de britiske new towns.

Lewis Mimfords hovedværker er The Culture of Cities (1938), The City in History (1961) og The Urban Prospect (1968).

Læs mere om arkitektur i USA.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig