Faktaboks

Kenzo Tange
Født
4. september 1913
Død
22. marts 2005

Kenzo Tange, 4.9.1913-22.3.2005, japansk arkitekt og byplanlægger, uddannet 1935-38 ved Tokyo Universitet, hvor han var professor 1963-74.

Kenzo Tanges tidlige arkitektur i 1950'erne og 60'erne søgte at kombinere den internationale modernisme med traditionelle, japanske former. Bestræbelsen på at forene samtidens teknologi og eviggyldige værdier går igen i mange af hans værker, bl.a. Hiroshima Fredscenter (1949-56), to sportshaller til OL i Tokyo (1964) samt Jomfru Maria-katedralen, Tokyo (1961-64). Han udførte tillige en ny byplan for Tokyo (1960), der kun delvis blev realiseret.

Fra slutningen af 1960'erne udelod Tange de lokale referencer til fordel for en mere international stil, der primært kan ses i det 243 m høje dobbelttårnede rådhus for Tokyo (1991) og bygningen for TV-selskabet Fuji (1996).

Kenzo Tange tildeltes The Pritzker Architecture Prize i 1987 samt guldmedaljer fra bl.a. arkitektforeninger i England (1965), USA (1966), Danmark (1968) og Frankrig (1973).

Læs mere om japansk arkitektur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig