Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Zaha Hadid

Oprindelig forfatter VAMoe Seneste forfatter Redaktionen

Kunstmuseet Ordrupgaard i Charlottenlund nord for København genåbnede 2005 med en tilbygning på 1150 m2, skabt af den irakiskfødte arkitekt Zaha Hadid. Tilbygningen er opført i beton og glas med skrå vægge, bløde overgange og skarpt afskårede glasfacader.

Kunstmuseet Ordrupgaard i Charlottenlund nord for København genåbnede 2005 med en tilbygning på 1150 m2, skabt af den irakiskfødte arkitekt Zaha Hadid. Tilbygningen er opført i beton og glas med skrå vægge, bløde overgange og skarpt afskårede glasfacader.

Zaha Hadid, 31.10.1950-31.3.2016, irakisk-britisk arkitekt; uddannet 1972-77 på Architectural Association i London, hvor hun fik egen tegnestue i 1979.

Zaha Hadid var stærkt inspireret af russisk konstruktivisme. Med sit banebrydende konkurrenceforslag i en slags dekonstruktivistisk eller New Spirit-stil til The Peak Club i Hongkong (1983) slog hun sit navn fast internationalt.

Blandt Zaha Hadids værker kan nævnes Vitra Feuerwehrhaus i Weil am Rhein, Tyskland (1993) og Contemporary Arts Centre i Cincinnati, USA (påbegyndt 1999). I 2001 vandt hun konkurrencen om en tilbygning til kunstmuseet Ordrupgaard i Charlottenlund nord for København (indviet 2005) og i 2002 konkurrencen om Temporary Guggenheim Museum i Tokyo.

Annonce

Zaha Hadids tegnestue har en lang række bygninger under opførelse i flere lande; blandt de fuldførte er MAXXI, museum for samtidskunst- og arkitektur i Rom, opført 1998-2009, operahuset i Guangzhou, Kina (2003-10) og svømmestadionet London Aquatic Centre i den olympiske park ved OL i London 2012.

Zaha Hadid modtog i 2004 The Pritzker Prize, mens MAXXI i 2010 blev belønnet med The Stirling Prize.

Læs mere om arkitektur i Storbritannien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke Andersson Møller: Zaha Hadid i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87847