Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Richard Rogers

Oprindelig forfatter VAMoe Seneste forfatter Redaktionen

Richard Rogers, f. 1933, britisk arkitekt. Richard Rogers er uddannet på Architectural Association School i London og på Yale University.

Som medlem af tegnestuen Team 4 tegnede Rogers sammen med bl.a. Norman Foster fabrikken Reliance Control (1966, Swindon). Her introducerede de high tech-arkitektur med eksponerede konstruktioner og tekniske installationer, som han videreudviklede s.m. Renzo Piano i Pompidoucentret i Paris (1971-77) og senere i fx Lloyd's of London i London (1978-86).

Rogers har tillige tegnet Den Europæiske Menneskerettighedskommission og -domstols bygning i Strasbourg (1991-95), Millennium Dome i London (1999) og den 352 meter høje forretningsbygning Three World Trade Center i forbindelse med det nye World Trade Center i New York (påbegyndt i 2008).

Annonce

I 2005 åbnede Terminal 4 i Madrids Barajas-lufthavn og blev året efter tildelt Stirling-prisen. Ombygningen af den gamle tyrefægterarena Las Arenas i Barcelona til nye aktiviteter blev afsluttet i 2011. I London City opførtes 2010-14 den 225 meter høje, smalle kontorbygning Leadenhall Building, der på grund af sin form med en skråtstillet facadeside har fået kælenavnet "Rivejernet".

Richard Rogers blev i 1996 adlet som Lord Rogers of Riverside, og han modtog i 2007 den amerikanske Pritzker Prize.

Arkitektfirmaet skiftede i 2007 navn fra Richard Rogers Partnership til Rogers Stirk Harbour + Partners; det beskæftiger ca. 180 medarbejdere (2007).

Læs mere om arkitektur i Storbritannien.

Arkitektfirmaets hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke Andersson Møller: Richard Rogers i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152216