Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Axel Strøbye

Oprindelige forfattere HLyd og NDav Seneste forfatter Redaktionen

Axel Strøbye, 22.2.1928-12.7.2005, dansk skuespiller; g.m. Hanne Borchsenius. Efter Det Kongelige Teaters Elevskole blev Axel Strøbye 1952 freelance på københavnske scener, 1967-92 var han ved Det Kongelige Teater, derefter igen freelance.

Med mærkbart temperament har han spillet et bredt repertoire fra klassikere som Shakespeare, Holberg og Ibsen (Helmer i Et dukkehjem, Folketeatret 1967 over for sin daværende kone, Lone Hertz) til Gombrowicz, Brecht og musical.

Strøbye nåede med Per Degn i Erasmus Montanus (Det KongeligeTeater 1983) et komisk-tragisk højdepunkt; hans kolerikere på randen af et sammenbrud er kendte figurer på film, som han har indspillet over 100 af.

Annonce

Folkekomedier som Olsen-banden- (1968-98) og Min søsters børn-serierne (1966-71) gjorde Axel Strøbye landskendt og folkekær ligesom rollen som sagfører Skjold-Hansen i tv's Matador(1978-82).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding, Nina Davidsen: Axel Strøbye i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166017