• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Liberace

Oprindelig forfatter CB Seneste forfatter Redaktionen

Liberace. Foto fra 1981.

Liberace. Foto fra 1981.

Liberace, egl. Wladziu Valentino Liberace, 16.5.1919-4.2.1987, amerikansk pianist og entertainer.

I begyndelsen af 1940'erne fik Liberace fast engagement i New York og Las Vegas, hvor han fremførte populære klassiske melodier og slagere i egne, meget sentimentale arrangementer. Han udviklede sit image og myterne omkring sig selv ved at iføre sig hvid smoking, eksklusive rober og smykke sit klaver med tunge kandelabre.

I 1950'erne gav han rekordstore koncerter og blev i 1963 en af verdens første tv-stjerner med sit eget Liberace Show, der blev vist overalt i USA. Han fik hård kritik af anmelderne for sin overbroderede og vulgære stil. "Jeg måtte græde hele vejen hen til banken", som han ironisk kommenterede det. Liberace døde af AIDS i 1987.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Berthelsen: Liberace i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116508