Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul McCartney

Oprindelig forfatter CW Seneste forfatter Uffe Rasmussen

The Beatles optrådte februar 1964 første gang på amerikansk tv. Det blev til i alt tre optrædender i  The Ed Sullivan Show, som blev sendt søndag aften i den bedste sendetid og således sikrede gruppen en betydelig omtale i USA. Fra venstre Paul McCartney, George Harrison, John Lennon og i baggrunden Ringo Starr.

The Beatles optrådte februar 1964 første gang på amerikansk tv. Det blev til i alt tre optrædender i The Ed Sullivan Show, som blev sendt søndag aften i den bedste sendetid og således sikrede gruppen en betydelig omtale i USA. Fra venstre Paul McCartney, George Harrison, John Lennon og i baggrunden Ringo Starr.

Paul McCartney, Sir James Paul McCartney, f. 18.6.1942, britisk musiker, sanger og sangskriver, som med sin omfattende sangproduktion, klare tenor og sit melodiske basspil igennem mere end 40 år har været en af rock- og populærmusikkens stilskabende kunstnere.

McCartneys møde med John Lennon i 1957 lagde fundamentet til deres kompositoriske samarbejde og dermed til The Beatles. Gruppens producer, George Martin, så tidligt McCartneys åbenlyse musikalske talent, idérigdom, vilje og perfektionisme. Alene skrev McCartney Yesterday (1965), som skulle blive en af populærmusikkens største evergreens. Musikalske og stilmæssige eksperimenter, bl.a. med inddragelse af satsarbejde fra den klassiske musik, introducerede McCartney fra og med lp'erne Revolver (1966) og Sergeant Pepper's Lonely Hearts Club Band (1967). Da The Beatles' manager Brian Epstein (1934-67) døde, var det McCartney, der forsøgte at overtage styringen af gruppen og lancerede de fleste kreative idéer; med sangen Hey Jude (1968) satte McCartney især pga. sangens længde (7,12 min) en helt ny standard for singleplader.

Soloalbum i udvalg
  • McCartney (1970)
  • Ram (1971)
  • McCartney II (1980)
  • Tug Of War (1982)
  • Pipes Of Peace (1983)
  • Give My Regards To Broad Street (1984)
  • Flowers In The Dirt (1989)
  • Tripping The Live Fantastic (1990)
  • Off The Ground (1993)
  • Flaming Pie (1997)
  • Run Devil Run (1999)
  • Wingspan (2001)
  • Driving Rain (2001)
  • Chaos and Creation in the Backyard (2005)
  • Memory Almost Full (2007)

McCartneys dominans og egenrådighed er blevet fremhævet som en af årsagerne til, at The Beatles opløstes, men han befandt sig i et kunstnerisk tomrum uden Lennon som musikalsk sparringspartner. Hans to første soloplader, McCartney (1970) og Ram (1971), var anmeldermæssigt ingen succes, og McCartney valgte dernæst at begynde på en frisk ved sammen med sin hustru, Linda (f. Eastman, 1942-98), og guitaristen Denny Laine at danne gruppen Wings og turnere Storbritannien rundt og spille på små klubber og colleger. Kreativiteten vendte tilbage, og McCartney skrev på ny sange, der gav ham selv og Wings stor succes frem til gruppens opløsning i 1981, bl.a. titelsangen til James Bond-filmen Live And Let Die (1973).

Annonce

Paul McCartney. Foto fra 2005.

Paul McCartney. Foto fra 2005.

Igennem 1980'erne samarbejdede McCartney med forskellige musikere om flere projekter: Sammen med Michael Jackson lavede han sangene The Girl is Mine (1982) og Say, Say, Say (1984), inden deres venskab ophørte i 1984, da Michael Jackson erhvervede sig rettighederne til Lennon-McCartney-sangene. Stevie Wonder medvirkede på sangen Ebony and Ivory fra albummet Tug of War (1982), mens Elvis Costello medvirkede på albummet Flowers in the Dirt (1989).

I første halvdel af 1990'erne og igen tidligt i 2000-t. turnerede McCartney flittigt og med stor succes verden over med en ny fast besætning omkring sig, og koncertrepertoiret bestod i vidt omfang af sange fra Beatles-tiden, som McCartney havde været hovedophavsmanden til. Hans musikproduktion i 1990'erne har dels omfattet de roste rockalbum Off the Ground (1993) og Flaming Pie (1997) samt deltagelsen i projektet omkring The Beatles Anthology (1994-96), der for en stund gendannede The Beatles, dels kompositionerne Paul McCartney's Liverpool Oratorio (1991), skrevet til 150-års-jubilæet for Royal Liverpool Philharmonic Orchestra and Choir, og Standing Stone (1997), indspillet med The London Symphony Orchestra.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Wulff: Paul McCartney i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120059